Far og jeg | Analyse | Pär Lagerkvist

Indledning
Kan du huske det tidspunkt, hvor du indså, at dine forældre ikke var alvidende? Dette er ofte markøren for udtrædelsen af barndommen og indtrædelsen i det ansvarlige og selvstændige voksenliv.

Denne overgang fra barn til voksen er det centrale tema i novellen ”Far og jeg”, som er fra 1924 og er skrevet af forfatteren Pär Lagerkvist til novellesamlingen Onda sagor.

Novellen stiller det vigtige spørgsmål: Hvilken proces skal barnet gennemgå, og hvor stor rolle spiller forældrene i denne?

I novellen møder vi en søn og en far, som er de to centrale personer. Sønnen, som igennem handlingen skildrer sin overgang fra barn til voksen, beretter som en jeg-fortæller.

Handlingens begyndelse tager afsæt i faren og sønnens umiddelbart harmoniske skovtur. Denne nostalgiske tur tager en vending i det, at mørket falder på, og skoven får en anderledes og angstfremkaldene karakter.

Uddrag
Novellen indeholder flere sansebeskrivelser: ”begge sider af linjen stod telefonpæle og sang” (s. 1, l. 20). ”det duftede oppe og nede” (s. 1, l.1).

Disse beskrivelser trækker læseren ind i novellens miljø og gør beskrivelsen scenisk og levende. Desuden understøtter brugen af direkte tale denne sceniske fremstilling, da den sænker fortælletempoet.

Over fortællingens tid opstår en udvikling i sønnens forhold til faren. Sønnen går fra at være afhængig af faren til at opleve en lyst til selvstændighed og løsrivelse fra ham.

Denne afhængighed er tydelig, da de ”holdt hinanden krampagtigt i hånden”(s. 2, l. 49), når de skulle passere bækken.

Derudover er det indledende forhold præget af barnesind og gensidighed, som er tydeligt, når de leger ved farens barndomshjem, hvor de ”(…) kastede småsten i vandet for at se, hvem der kom længst, vi var af naturen glade og lystige af os både far og jeg.” (s. 2, ll. 38-39).”.

Der er et tydeligt ”vi” i denne beretning, hvilket fremhæver, at sønnen kan identificere sig med faren; De bliver en form for parallelpersoner, som begge er legemliggjort af en barnlig ånd. Efter mørkets frembrud ændrer denne intimitet sig til distance og fortvivlelse.

Sønnen føler en indre konflikt, som bliver novellens vendepunkt: ”Jeg følte mig så ene, så forladt.” (s. 2, l. 64). Beretningen skifter fra et stærkt ”vi” til et ”jeg”, hvilket markerer sønnens begyndende selvstændighed.