Indledning
Hvem er ikke glad og tilfreds med at være dansk statsborger og samtidig have de rettigheder det medfører? De fleste ville nok nikke genkendende. Men hvad så, hvis en gammel fartbøde afholdt en fra at have samme rettigheder som sine medmennesker?

Det kunne synes uretfærdigt. Det er, blandt mange ting, det Pernille Skipper bringer op i sin kronik i Jyllands-Posten fra 4. oktober 2018.

Pernille Skippers debatindlæg er først og fremmest en kritik af, at Dansk Folkeparti har taget ejer-skab over begrebet danskhed. Altså, mener Skipper, at DF tager danskhed som begreb og definerer det på en bestemt måde, som DF så mener er det eneste rigtige.

Men udover at kritisere DF’s ejerfornemmelser overfor danskhed, præsenterer Skipper også sit eget modspil, hvor hun fortæller, hvad hun mener er karakteristisk for Danmark og danskhed.

Uddrag
Udover appelformer kan man også kigge på forskellige argumenttyper. Blandt andet benytter Skipper sig i høj grad af det der kaldes årsagsargument. Altså Skipper bygger sit argument op med, at noget er årsag til noget andet.

Dette kan ses rigtig mange steder i teksten, hvor hun ”skyder skylden” på Dansk Folkeparti, for at for eksempel Muhammed ikke kan få dansk statsborger-skab.

På samme måde kan man bruge Toulmins model, der er bygget op omkring tre grundlæggende elementer; påstand, belæg og hjemmel. Dette benytter Skipper sig mere eller mindre forholdsvis meget af.

Hun har mange argumentationer for sine påstande, og derved kreere det hjemmel.

Man kan også komme ind på sproglige virkemidler, hvilket er helt centralt i kronikken. Et af de vigtigste virkemidler Skipper benytter sig af er nemlig det, der kaldes antitese. Dette gør hun ved, at skabe kontrast mellem Dansk Folkepartis holdning og Skippers egen forståelse af danskhed.