Indholdsfortegnelse
1. Den procentvise ændring i yen-kursen og betydningen for Japans udenrigshandel
2. Hvorfor ønsker den japanske regering at skabe øget inflation?
2.1. Abenomics’ bidrag til at øge inflationsraten i Japan
3. Den demografiske udvikling i Japan, og udviklingens betydning for den offentlige gæld.
4. Årsagerne til den økonomiske vækst i Japan
5. 2 væsentlige udfordringer og hvordan de kan løses med instrumenter fra de økonomiske politikker

Uddrag
- Japan står stadig overfor nogle samfundsøkonomiske udfordringer til trods for at ’’Abenomics’’ er sat i kraft.

En af de mest væsentlige udfordringer for landet er den mangelende efterspørgsel. Lønningerne er statiske mens priserne fortsat stiger.

Den disponible indkomst rækker altså til mindre. Det vil forværre konkurrencedygtigheden at hæve lønningerne, derfor er dette nok ikke en mulighed.

Importeret inflation og omkostningsinflation kan også forekomme ved hævede lønninger, hvilket er årsagen til de stigende priser. Forbrugerne mister lysten til at forbruge når priserne stiger. Det forringer altså deres købekraft.

Regeringen vil kunne løse denne udfordring ved at anvende den lempelige pengepolitik som anvendes i ’’Abenomics’’.

Her nedsættes renten, hvilket gør det mere attraktivt at optage lån, hvilket vil skabe øget efterspørgsel. Man vil så opleve stigninger i forbrug, byggerier og erhvervsinvesteringer, igen stigende efterspørgsel.

Når dette får skabt inflation vil der komme stigninger i både beskæftigelse, BNP og import. Valutaindstrømningerne vil nu formindskes og yen kursen vil falde, da der ikke bliver optaget lån fra udlandet længere og andre lande vil købe færre obligationer i Japan.

Til en vis grad kan regeringen også benytte sig af lempelig finanspolitik til at løse denne udfordring.

Større offentlige udgifter vil generelt øge efterspørgslen, og øgede statsafgifter vil være lig borgerlige indtægter, og på den måde øges brugerens disponible indkomst, og dermed forbrugsmuligheder.

Det er dog nødvendigt at kræve skatter ind for at undgå en stigende offentlig gæld, ved forsørgelse af ældrebyrden. Så denne politik er alligevel ikke helt realistisk for landet.

Ældrebyrden er nemlig også en af de mest væsentlige udfordringer for landet, med et konstant voksende antal af ældre og en fødselsrate på blot 1,35 barn pr.

kvinde, ser ændringerne i aldersforskellen ud til at ville skabe reduktion i arbejdsstyrken, mens andelen udenfor arbejdsmarkedet vokser, og samt det vil lægge yderligere pres på offentlig gæld.

Japan har jo ikke før i tiden taget immigranter til arbejdskraft heller, og dét tilsammen betyder at udbuddet af arbejdskraft ikke er stort nok til behovet for det.

De bliver nødt til at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Ved at tvinge folk i arbejde sætter de udbuddet i fokus.

De må her gå ind og imødekomme det voksende problem med ældrebyrden bl.a. gennem reduceringer af offentligt forbrug og hævning af skatterne. Japans generelle skattetryk er lavt og de har derfor mulighed for at hæve det yderligere.

Hvis de sætter pensionsalderen op, eller afskaffer ekstra ydelser, som efterløn, bremser de væksten af sociale ydelser, og folk vil derfor være længere på arbejdsmarkedet.

Her er der tale om et stramt finanspolitisk indgreb, hvilket ikke er kompatibelt med ønsket om øget efterspørgsel, da det vil medføre nedsat BNP og dæmpede prisstigninger.