Hvornår er det ikke længere nok med cykelhjelm | Analyse

Indledning
Den moderne velfærdsstat er noget de fleste er glade for og tilser som et positivt tiltag til vores nation.

Det sikrer os borger fundamentale sociale vilkår og skaber de svage i samfundet en større støtte. Men er det hele så godt og lyserødt som det ser ud til at være?

”Hvornår er det ikke længere nok med cykelhjelm? Hvornår skal vi også̊ have en chip i nakken?” er en kronik der er udgivet i Politiken den 8. april 2017 af Amalie Lyhne.

Kronikken omhandler kronikørens hovedpåstand som lyder på, at individets frihed bliver krænket af statens rammer af regler

for at afholde os for at koste dem endnu flere penge, om det er fedme, en ”dum” ulykke på cyklen eller om du ryger smøger, så er vi bundet af et sæt regler for blot at spare staten penge.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Lyhne benytter dialogiske elementer igennem kronikken i form af retoriske spørgsmål: ”Overdriver jeg? Er jeg for pessimistisk?” (Side 3, linje 85).

Her skabes der en form for stof til eftertanke hos læseren. Samtidig benytter hun sig også af direkte tale til læseren ved at benytte henvisningen til læseren som ”du” (side 2, linje 48) og ”vi” (side 2, linje 37).

Dette er med til at skabe et fællesskab og en relation mellem modtager og afsender. For at overbevise læseren om hendes påstand er valid

skaber kronikøren ikke kun et fælleskab til læseren, men hun tiltaler staten med emotiver og metaforer der er negativt ladet, for at fremme sig selv og sætte dårligt lys på staten, ved at få dem til at fremstå som nedværdigen.

Her anvender Lyhne anvender ordet ”tandhjul” i form af ”tandhjulsfolkene” (Side 2, linje 48) og ”Tandhjulsargumentet” (side 2, linje 31).

Dette er en metafor for hvordan samfundet fungerer bedst, når alle de mekaniske dele -individerne der følger de regler og krav fra staten- kører som de skal.

Desuden ”putter Lyhne ord i munden” på staten, da hun på statens vegne tiltaler hende selv og andre borger for værende lidt ”smådum” (Side 2, linje 51).

Måden hvorpå hun skaber et negativ og nedladende syn på staten, er ved at hun anvender overdrevet og ironiske eksempler, hyperbel, som bruges som årgangsargument for hendes påstand:

”Bupl’s forslag om tvungne statsautoriserede madordninger i institutionerne – vi skal hjælpe de stakkels børn, som en gang imellem får en pålægschokolademad med i madpakken

men tænk også på, hvad det koster, når barnet vokser op og skal have en fedmeoperation” (Side 2 –1, linje 38-41).