Indledning
I dagens Danmark er kunst en naturlig del af vores hverdag. Vi ser det dagligt i bybilledet, og derfor er det måske ikke noget vi skænker en særlig tanke.
Dog har kunsten en særlig evne til at bevæge os dybt, provokere os og sætte samtaler i gang. Dette er i hvert fald idealet, men virkeligheden er jo, at kunst er ekstremt subjektivt.
Det er ikke alle der kan lide det, og selv de to største kunstelskere kan være uenige omkring hvad der er god kunst og hvad der ikke er.
Dog ville de begge to være enige i, at kunst er fundamentalt for vores samfund, på grund af en række årsager. Det er blandt andet også derfor staten oprettede Statens Kunstfond.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Som tidligere nævnt præsenterer artiklen ”Høj kunst eller lav fidus?” to hovedsynspunkter i debatten om Statens Kunstfonds støtte at modernistisk kunst – kunstdyrkeren og rindalisten.
I artiklen sammenlignes Robert Jacobsens udstilling med ”Kejserens nye klæder”, hvilket hentyder til Jacobsen der har svejset nogle jernstykker sammen og kaldt det for kunst, og et snobbet publikum der beundrer det.
Denne beskyldning skyder Arne Mogensen dog ned: ”Robert Jacobsen har intet med ”Kejserens nye klæder” at gøre.
Han er oprører, der ikke godtager det kompleks af autoriteter, vedtagende sandheder og moralske normer, som et samfund stiller op” (Tekst 1).
Mogensen er altså tydeligt pro modernisme, da han mener at der ligger en gennemtænkt intention og overvejelse, samt kritik af samfundet, bag Jacobsens værker, og at det jo derfor ikke er tilsvarende ”Kejserens nye klæder”.
Dette er dog ikke Leo Lildballes opfattelse, han holder fast i sin tanke om at det er bedrageri: ”Moderne kunst. Ikke her! Jeg kalder det ganske enkelt fup!
Man laver ikke mere skulpturer, som Thorvaldsen gjorde.” (Tekst 1). Han er entydigt contra modernisme
og han henviser her til den kendte skulptør Thorvaldsen som var kendt for at lave ekstremt realistiske skulpturer, og her rejser den første problematik sig.
Det er problematisk at sammenligne en så modernistisk kunstner som Robert Jacobsen til en kunstner som Thorvaldsen, hvis skulpturer var meget realistiske.
Det er æblet og appelsinen, for selvom de to udspringer af det samme – i dette tilfælde, skulpturering, så er formålet og intention næsten modpoler.
Det er ikke den modernistiske kunsters intention at gengive den levede virkelighed til punkt og prikke, og derfor er det ikke rimeligt at forlange af Jacobsen skulpturer at gøre netop dette.
Skriv et svar