Indledning
”Duhm-dee-duhm - København hovedbanegård”. Sådan lyder toget, som det ankommer. Kupeen åbner, og jeg træder udenfor.
Jeg møder Sami lige udenfor. Hun kommer gående med et stort smil og den sorte jakke med Gadens Stemmers gule logo klar til den kendte byvandring.
”Du bliver ikke samlet op. Du skal selv række hånden ud og så håbe, at der er en der griber den.” Sådan siger Sami med sin lidt raspende stemme som intro til byvandringen
der skal tage os rundt i det miljø, hun alt for længe levede i på gaderne. Imens turen skrider frem, undres jeg ved det, Sami sagde som start.
Er det rigtigt, at det er deres eget ansvar at skaffe hjælp. Vi må da kunne flytte ansvaret væk fra disse pressede mennesker? For det kan da ikke passe, at vi kun hjælper dem, som har overskud til at spørge om hjælp.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det må være et utroligt barskt liv, og jeg kan undre mig over, hvordan disse mennesker på samfundets kant kan klare det i så mange år.
Alle de ting, som jeg i min hverdag så simpelt tager for givet, findes slet ikke for socialt udsatte som Sami og pariseren. Det at gå i skole hver dag.
Have venner at dyrke sport med i fritiden. Tage på ferie sydpå til sommer. Eller bare det at have en stabil familie med to arbejdende forældre.
De ting findes slet ikke for dem. Oveni at man måske har en mor, der banker en. En far der bruger opium, og en onkel der sidder i fængsel.
Det er slet ikke til at forestille for sig. Og jeg synes næsten, at det ville være forkasteligt af mig at tro, at jeg kunne forestille mig at være i deres sko.
Selvom at det nok er lidt en generalisering, er det er et liv med alkohol, stofmisbrug, ensomhed samt psykiske og fysiske lidelser.
En tilværelse i konstant usikkerhed. Altid på vagt. Altid opmærksom på den næste trussel. På mange måder er Danmark et fantastisk samfund, hvor staten findes som en støtte til alle.
Men i de seneste ti år har antallet af hjemløse været stigende i Danmark, og af en eller anden grund findes der en udbredt tanke, at de eneste hjemløse der findes i vores velfærdsstat, er dem der selv har valgt det liv.
Men staten kan ikke klare alting. Som Sami sagde, må du selv række hånden ud. For selvom staten har masser af herberger og varmestuer, og selvom de har masser af hjælpeprogrammer på kommunerne, kan de ikke nå alle.
Mange herberger tillader slet ikke misbrug, - og helt forståelig, det skal være et frit sted. Men nogle er så langt nede i kulkælderen, at de end ikke har ikke styrken til at få hjælp.
De psykiske lidelser og/eller misbruget holder dem så håbløst fanget på gaden, at nærmest intet kan hjælpe. Så hvordan hjælper vi dem?
Skriv et svar