Indledning
I dag er vi vant til demokrati og folkestyre. Vi kan måske have svært ved at forestille os en verden og et samfund uden. Enevælden blev i 1660’erne indført efter, at Danmark havde tabte enormt meget

som kostede landet dyrt økonomisk. Styreformen blev indført for, at få styr på samfundet men mødte i den første halvdel af 1800-tallet problemer.

Enevælden mødte pres fra de spirende nationalliberale tanker og ideer. Dette blev en afgørende hård tid for den danske enevælde med meget modgang, som senere peger hen mod det demokrati, som vores bygger på i dag.

Opgaven vil derfor forholde sig til og redegøre for, hvordan de liberale tanker endte med at udfordre den danske enevælden, som ellers havde været i Danmark siden 1660’erne.

Dette er noget, der ville blive belyst og undersøgt gennem en historisk og retorisk analyse af Orla Lehmanns Falstertale. Talen skabte stor om vældig i samfundet og endte med

at bønderne vendte sig mod deres kongetro. Til slut vil jeg diskutere om, hvorvidt de nationalliberale levede op til deres egne forventninger og idealer.

Problemstillingerne ville blive brugt til at besvare min problemformulering. Hvilke ideer lå bag den danske overgang fra enevælde til folkestyrer?

Indholdsfortegnelse
Indledning. 2
- Den danske enevælde og dens indførelse 3
- Liberalismen og de liberale i samfundet. 3
- Enevældens fald i 1848. 4
Analyse af Falstertalen skrevet af Orla Lehmann 4
- Diskussion - levede Lehmanns tale op til dens formål? 7
Konklusion 8
Litteraturliste 9
- Bøger 9
- Internetsider 9

Uddrag
Den danske enevælde og dens indførelse.
Enevælden i Danmark blev indført i 1660, og Frederik 3. var den første enevældige konge Danmark havde.

Enevælden blev indført, fordi der havde været et stigende antal af krige som kostede dyrt økonomisk. På baggrund af det tabte blev der stillet højere krav om øgede indtægter, som den daværende styrerform ikke kunne håndtere.1

Specielt efter svenskekrigen 1657-1660 var Danmark truet i forhold til landets eksistens som en selvstændig stat.

Enevælden blev indført med idealet om, at alle borgere skulle være ligestillede i forhold til den øverste monark. Dog kom det enevældige samfund på ingen måde til at se sådan ud.2

Frem til år 1660 havde Danmark nemlig haft en adelsvældet også kendt som dyarkiet, der egentlig bare betød, at den øverste magt var delt mellem kongen og adlen.3

Danmark var altså indtil 1660 et valgkongedømme, hvor regenten blev valgt ved afstemning. Fra 1660-1849 var styrerformen i Danmark anderledes

det var nemlig nu styreformen enevælde. Ifølge kongeloven 1665, den enevældige forfatning havde kongen den samlede statsmagt, som både regnet, lovgiver og øverste dommer.

Dette betød i princippet, at alt magt samt myndighed i Danmark lå hos monarken. Kongen havde faktisk retten til at bestemme enerådigt, hvis han ville det, men det var noget de færreste valgte.

De fleste gjorde nemlig brug af embedsmænd som deres rådgivere.4 Embedsmændene var kun ansvarlige overfor kongen, og behøvede derfor ikke at tage hensyn til befolkningen.5

Da indførelsen af enevælde fandt sted, førte det også til at Danmark blev et arvekongedømme. Det fik den betydning, at Danmark nu var et monarki, hvor kongemagten nedarves.6

Liberalismen og de liberale i samfundet.
Liberalismen opstod i Vesteuropa i 1700-tallet, og er en økonomisk og politisk ideologi.

I begyndelsen af 1800-tallet vandt ideologien stadig flere tilhængere i Danmark, og det var især de veluddannede, som stemte denne vej politisk.

Hele den liberalistiske bevægelse var en reaktion mod det enevældige samfund, som havde taget form i Danmark. Ideologien hævede politisk set folkesuveræniteten

altså de havde den overbevisning, at statens øverste myndighed skulle udgå fra folket og ikke alene fra kongen. Derfor havde de liberalt-tænkende et ønske om fri forfatning

et parlamentarisk demokrati og afskaffelse af alle standsprivilegier.7 De liberale ideer overtog en del af befolkning og udfordrede på den måde den danske enevælde.

Men da de liberale begyndte at række ud efter den hurtigt voksende underklassebefolkning bønderne, blev regeringen nervøs.

For at hindre dette indførte kongen noget kaldet bondecirkulære, som fik den betydning, at bønderne ikke kunne holde politiske møder uden tilladelse.