Indholdsfortegnelse
Lektion 1: Fra helstat til nationalstat
Lektion 2: Fæstning og mineudlægning
Lektion 3: Mellemkrigstid og samarbejdspolitikken
Lektion 4-5: Danmark under besættelsen
Lektion 6: Brud med neutraliteten
Lektion 7: Kold krig og Danmarks placering under denne
Lektion 8: Afslutningen på den kolde krig – Hvad nu? Aktivisme – måske…
Lektion 9: Aktivisme og Irakkrig
Lektion 10: Brug eller misbrug af historien
Lektion 11: Hvad er krig?

Andersen, Lars m.fl.: FOKUS III – Fra verdenskrig til velfærd, s. 135-150

Hansen, Lars Peter Visti m.fl.: Overblik - Danmark, s. 84-86

156. Anledningen til 1864-krigen

Nielsen, Henning: Dansk udenrigspolitik 1875-1894, s. 95

Fink, Troels: Anmeldelse af Hans Branners ”Smaastat mellem stormagter”, s. 319-320

Hansen, Lars Peter Visti m.fl.: Overblik - Danmark, s. 109-113

Frederiksen, Peter m.fl.: Grundbog til Danmarkshistorien, s. 211-212

Statsminister Hans Hedtoft om den danske underskrivelse af Atlantpagten

Fodnoter: Kjeld Olesens forsvar for fodnoterne
- Ude efter J.O. Krag
- Atomvåbenfri zone
- Fodnoterne:

Kronik: Mine konklusioner står fast: Danmark svigtede

Debat: Vi blev narret med i Irak-krigen

Hård ordkrig om Irak-krig
- Isnende anklager

Fogh dyrker falsk aktivisme...

Dansk Røde Kors: Krigens regler – under pres, s. 14-17 og 20-25

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Takket være de tyske kilder kan Hans Branner forklare, hvorledes henvendelsen til Danmark den 5. august 1914 kom i stand. Det viser sig, at kravet om mineudlægningen var en improvisation.

Der var ikke på forhand forberedt en henvendelse af denne art; men på foranledning af den øverstkommanderende over flådestyrkerne i Østersøen, prins Heinrich af Preussen, forelagde den tyske marines ledelse den 4. august, da risikoen for Englands indgriben i krigen var overhængende, den tyske generalstab spørgsmålet om at spærre Storebælt; generalstaben anbefalede, men med det principielle ønske, at Danmarks neutralitet skulle opretholdes, og samme dag den 4. august 1914 formulerede storadmiral Tirpitz den henvendelse, der skulle rettes til Danmark, så snart man havde vished for, at England gik med i krigen.

Men inden forespørgslen om morgenen den 5. august kunne forelægges den danske regering, havde prins Heinrich handlet på egen hand, idet han udnyttede en uklarhed i de forholdsordrer, han fik fra Berlin.

I Danmark kunne man ikke vide, at prinsen handlede egenmægtigt; her registrerede man med den storste uhyggefornemmelse tidligt om morgenen den 5. august, at der blev lagt miner ud også på dansk territorial farvand, og man måtte opfatte dette som et vidnesbyrd om, at tyskerne ikke tog i betænkning at krænke den danske neutralitet.

Pa alle planer improviserede de tyske instanser i august 1914, men meningen var at respektere Danmarks neutrale status. Det er resultatet af Hans Branners undersøgelser.

Ved en gennemgang af de engelske arkiver har Hans Branner kunnet konstatere, at den britiske interesse for det danske område var minimal; mindre end man på forhand kunne have ventet det.

Men en interessant oplysning har han fundet i de engelske arkiver. Det er en henvendelse, som kong Christian X lod foretage til den engelske gesandt i København den 5. august.

Henvendelsen supplereret længe kendt telegram, som Christian X sendte til sin fætter, den engelske konge, hvormed han forklarede mineudlægningen som en neutral handling.

Det viser sig, at kong Christian har bedt en af sine andre fætre, prins Georg af Grækenland og Danmark om at meddele den engelske gesandt i København, at Danmark udadtil ville affinde sig med at udlægge miner, men at de lagte miner ville ikke være ladte.

Prins Georg fortalte videre til gesandten, at den danske regering ikke vidste dette. Om der her er tale om bluff eller realiteter, får foreløbig stå hen i det uvisse; det kunne godt ligne Christian X at agere på denne måde. Historikerne må, når tiden er inde, søge at skabe klarhed på dette punkt.

---

Kuppet i Tjekkoslovakiet i 1948 blev højdepunktet i ensretningsprocessen i Østeuropa. Præsident Benes’ afgang og udenrigsminister Masaryks dramatiske død blev for hele verden bekræftelsen på, at i den ekspansionspolitik, der drives i Østeuropa, er der ikke brug for »brobyggere«, ikke brug for »nybyggere«, der vil ærligt samvirke og god forståelse med Vesteuropa og USA, ikke brug for frie mænd, der vil een verden.

Hvad har nu folkedemokratiets gennemførelse i Østeuropa betydet? Sagt kort: at det, vi i daglig tale kalder umistelige menneskelige frihedsgoder, er afskaffet.

Det er jo urigtigt, når de danske kommunister i deres agitation påstår, at det blot er »reaktionære« og »folkefjender«, der er sat fra bestillingen, og at folkets frihed er sikret.

Vi, der bekender os til demokratiet, har grund til at mærke os, at der i Østeuropa i dag ikke findes et eneste ikke-kommunistiske parti, der betyder noget.

De ikke-kommunistiske partiledere, som har holdt ryggen rank, er i dag tvunget til passivitet, sidder i fængsel eller koncentrationslejre eller er henrettet. Mange er gået i landflygtighed. Andre har ment, at det var rigtigt at gå over til kommunismen.

I det ene østeuropæiske land efter det andet har historien gentaget sig.

Vi har een gang prøvet i dette land, hvad det vil sige at forlade os på stormagternes respekt for vor vilje til neutralitet; vi kan ikke gøre det igen.