Indledning
Hvornår er vi voksne? Er vi voksne når vi er blevet gift, når vi er i 20’erne, eller når vi har fået børn? Hvornår sker overgangen fra barn til voksen, står vi alene med den?
Eller hjælper vores forældre med den? I novellen ”far og jeg” skrevet af den svenske forfatter Pär Lagerkvist og er blevet oversat til dansk af Asmund Rostrup.
Novellen er udgivet i novellesamlingen ”Bedske fortællinger” oversat fra svensk.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I ”far og jeg” følger vi en far og hans barn som er på en gåtur. Fortælleren er en jeg-fortæller som i denne novelle bliver fortalt igennem barnet, det er en genfortælling af noget der er sket, så det er fortælleren der ser tilbage på en episode i hans liv; ” Da jeg var henved ti år gammel, husker jeg”(S.1 L.1).
Barnet er en søn da han ser sin far som en slags forbillede og at det virker han ser meget op til ham.
Novellen strækker sig over deres gåtur, i starten er de lige gået hjemmefra, i midten er de et sted, faderen har tilbragt meget tid, og her leger de i noget tid.
Slutningen er når de så bliver trætte og begynder at gå hjem, her er mørket faldet på og den ellers dejlige tur, er blevet vendt til en mere ”uhyggelig” tur.
Novellen er fortalt kronologisk, den begynder om eftermiddagen og slutter om natten. I starten af novellen hører vi at faderen og sønnen går ind i skoven, skoven er et symbol på at gå fra barn til voksen.
Han går derind med sin stadig barnlige tankegang og kommer ud med sine egne holdninger viser at han har været på en rejse.
Det viser også at gåturen ikke bare er som alle andre, det er en slags ”forvandling”. I den første del af hans rejse, er han bare ubekymret og beskriver naturen meget idyllisk, hvor så i den anden del møder vi alt det onde, det ukendte og uhyggelige som gør han bliver fyldt op af angst.
Dette gør også at modsætninger fylder en stor del af novellen, og det er derfor lyset og det mørke som bærer novellen.
Det lyse er selvfølgelig dagen, der hvor de begynder deres gåtur, her bliver vi fyldt op med alle sanser; dufte, lyde og det faderen og sønnen kigger på;
”Det kvidrede inde fra buskene med finker og løvsangere… forsvandt ligeså hurtigt igen.”(S. 1 L. 9-14) Når mørket falder på, er det en helt anden følelse vi får i kroppen, tingen omkring sønnen får nogle menneskelige egenskaber som skaber en uhyggelig stemning, de bliver personificerede; ” Træerne var så sære.
De stod og lyttede efter hvert skridt vi tog, som vidste de ikke hvad vi var for nogle. Et havde en Sankt Hansorm under sig. Den lå og stirrede på os dernede i mørket.”(S. 2 L.44-46).
Skriv et svar