Indledning
Menneskets eksistens og menneskets sprog hænger tæt sammen. Vi bruger sproget til at kommunikere, udtrykke og forklare følelser, men alligevel findes der situationer og tilstande, hvor ord ikke er tilstrækkelige.

Følelsen af at være tom for ord eller mundlam sker oftest i de situationer, vi finder mest ubehagelige. Her kan det være svært at sætte præcise ord på, hvordan man egentlig har det for at få den hjælp udefra, som man behøver.

Det er næsten, som om ord har en tendens til at gemme sig, når vi har allermest brug for dem. Det er netop denne tematik, der behandles i den danske forfatter Simon Fruelunds novelle Fosfor.

Novellen tager udgangspunkt i, hvordan to brødre takler den sorg, de besidder efter at have mistet deres far.

Novellen foregår primært på stranden, hvor de to brødre, Thomas og Jon, sammen sidder under nattehimlen og drikker, imens begge deres kærester befinder sig i et sommerhus ikke langt fra stranden.

Uddrag
Helt i starten af novellen ser vi en tydelig modsætning mellem de to brødre Thomas og Jon. ”Thomas var fuld og lykkelig. […] Jon så lige ud i mørket.” (side 81).

Her sætter forfatteren tydeligt de to brødre i kontrast, og man begynder som læser at undre sig over de to brødres forskelligheder.

Det er tydeligt at se at de to brødre i novellen har svært ved eller helt undgår at konfrontere hinanden med deres følelser. Deres dialoger er korte og bliver udfyldt af flere tavse øjeblikke.

”De stod overfor hinanden i vand til brystet. Vandet var mørkt, de stod helt stille, og morilden havde lagt sig. De stod uden at sige noget i næsten et minut” (side 86).

Når Jon herefter spørger Thomas, om han ikke savner deres far, svarer Thomas kort ja, og der går ikke længe, før Thomas siger, at han fryser og gerne vil op.

Thomas undgår at snakke med sin bror om hans sorg. Når Thomas gentagende gange provokerer Jon ude i vandet, ender det med at Jon stikker Thomas en lussing. Thomas griber fat i Jons hånd, som udløser en kort strid.