Indledning
Danmark blev besat af tyske tropper d. 9. april 1940 som et led i invasionen af Norge. Besættelsens taktiske formål var, at få opstillet flyvebaser i landet blandt andet i Aalborg, dette var den vigtigste brik for tyskerne at få sikret.
Selve besættelsen foregik uden reel dansk militær modstand, den danske regering blev siddende og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt i den første del af besættelsen, på den måde kunne Danmark opretholde sin neutralitet i krigen, men samtidig få dispensation til, fortsat at handle med f.eks. briterne, der var i krig mod Tyskland.
Nok var Danmark besat, men hverdagen fortsatte under nogenlunde almindelige vilkår.
Danmark med sit spæde indbyggertal, samt meget begrænsede dimensioner, var ikke tungen på vægtskålen i forhold til 2. Verdenskrigs endelige udfald, vi var både besatte og neutrale, men modstand mod besættelsesmagten forekom dog ganske hyppigt, om end i relativt små nøje planlagte aktioner.
Den største aktion og dermed også det største slag danskerne og tyskerne imellem, var folkestrejken i 1944. Denne kostede 100 mennesker livet og yderligere 600 blev sårede under begivenheden.
De danske politikere var ikke enige i folkestrejken og ville meget gerne have opløst den, folkestrejken tog altså dermed endnu en dimension på sig, da den pludselig ikke blot var et oprør mod besættelsesmagten, men nu også et oprør mod de danske politikere, der i samråd med tyskerne regerede landet. (Kirchoff, 2001, s. 239)
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
D. 26. juni da klokken slog 12 om formiddagen, gik smedene på B&W’s værft på Refshaleøen hjem under postulatet ”at man måtte hjem og passe kolonihaverne, inden udgangsforbudet trådte i kraft” samt ”man jo måtte sørge for at få sine otte timers hvile og otte timers søvn” (Jørgensen, 2004, s. 20-21)
Danskerne var pressede, ikke blot af tyskernes besættelse, men også af den intense varme der buldrede, samt udsigten til at skulle sidde i en glohed lejlighed grundet udgangsforbuddet.
Da klokken slog 20 nægtede langt de fleste københavnere at gå indenfor og lade sig indespærre, folk stod på gaderne og snakkede højlydt i protest mod den urimelighed, der var blevet dem pålagt
alt fra mænd til kvinder og småbørn stimlede sammen på gaderne i København, men startskuddet så at sige til selve konflikten, selvom protesten var i gang, stod tyskerne for, da en bil med et par tyske soldater skød et par varselsskud, da den var på vej gennem Istedgade.
Det var punktet, hvor folk begyndte at bygge barrikader, samt tænde bål på gaderne. Opstanden samt bygning af barrikader og bål, spredte sig gennem København.
Efter utallige forgæves forsøg på at få folk til at gå indenfor, kørte tysk militærpoliti rundt og skød mod folkemængderne, hvilket krævede de første dødsofre og yderligere tilspidsede situationen.
Urolighederne fortsatte dagene efter, barrikader blev bygget, nogle blev pillet ned igen efter dansk politi fik dem overbevist om, at det kun ville ende med blodsudgydelser.
Men rundt om i gaderne tændtes der stadig bål med jævne mellemrum, tyske biler kørte også rundt i gaderne og skød mod tilfældige folkemængder, uden skelnen til om, hvorvidt det var mænd, kvinder eller børn de skød og dræbte.
På opstandens tredjedag, opfordrede man nu alle til at nedlægge arbejdet klokken 12 hver dag indtil udgangsforbuddet blev ophævet og omkring 80.000 arbejdere nedlagde arbejdet
dette var tilsvarende halvdelen af Københavns samlede arbejdere, der nu ikke kun indbefattede smede og des lignende, men også bagere såvel som kontorarbejdere nedlagde arbejdet og gik hjem.
Skriv et svar