Indledning
Mange film bruger filmvold som et kunstnerisk virkemiddel da det bringer mange forskellige følelser op hos seeren. Filmen ”Blinkende Lygter” fra 2000 som er instrueret af Anders Thomas Jensen starter ud med en scene med grov vold.
Dette er med til at give seeren et godt indblik af hvilken slags film man ser og hvilke personer det er man følger. Man kan meget hurtigt i ”Blinkende Lygter” regne ud hvilke slags personer det er man følger, altså personer med mangel på sympati overfor andre mennesker.
Filmen starter ud med at to ud af de fire mænd tæsker en polsk lastbilchauffør, fordi at han har smuglet den forkerte slags cigaretter ind i Danmark.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den polske chauffør er ligegyldig i denne film. Man har ikke sympati for ham da man ikke lærer ham at kende. Han er blot et ”redskab” der bliver brugt til at portrættere hovedpersonernes adfærd.
”Grundlæggende har jeg ikke nogen problemer med vold på film. Ligesom jeg heller ikke har nogen problemer med folk, der kysser på film. Begge dele er greb, man kan skrue op eller ned for, hvis der er behov for det og grund til det.
Men de skal give mening i forhold til plottet, ellers bliver de ligegyldige” siger Ask Hasselbalch i Rasmus Bo Sørensens tekst ”Filmvold” fra Information den 4. januar 2019.
Dette citat fra Hasselbalch passer rigtigt godt på min mening af filmvold som kunstnerisk virkemiddel. Hvis det giver mening i forhold til filmen og plottet så kan det være rigtigt godt at bruge, men hvis det bare er overfladisk splatter, så kan det godt blive for meget og ligegyldigt.
Volden skal blive brugt til noget som man ellers ikke ser konkret, for at fortælle seeren noget, for eksempel at Lie Kaas’ rolle ikke agerer som de andre.
Man kan dog reflektere over om filmvolden overhovedet er etisk korrekt, en diskussion som har været i gang i rigtigt mange år.
Jeg kan huske helt tilbage til da jeg var meget ung og mine ældre brødre spillede Grand Theft Auto, et spil hvor man kører rundt og dræber folk på gaden, der var mine forældre meget skeptiske over om jeg måtte kigge på imens.
Der er mange forskellige holdninger i denne debat, nogle mener at volden ”smitter”, altså man selv får mere lyst til at begå vold hvis man ser film eller spil hvor vold indgår, andre mener at det har mere at gøre med ens sociale arv og selve opdragelsen om man bliver voldlig.
I Rasmus Bo Sørensens artikel nævner Hasselbalch at han så splatterfilm som 11-årig og han dagen i dag kan mærke at vold nogle gange kan virke ”ligegyldigt” for ham.
Kan det være at det er filmvolden som har været med til at gøre ham følelseskold? Det er meget svært at gøre tingene så firkantet og jeg tror også vold i film påvirker mennesker vidt forskelligt.
Der er nogle mennesker som har svært ved at skildre fiktion og virkeligheden, og kan blive draget så meget ind i en film at de virkeligt tror på det.
Skriv et svar