Indledning
Selv gennem tiderne har ægteskabet undergået betydningsfulde forandringer.
I nutidens danske samfund indgås ægteskaber primært baseret på kærlighed, hvorimod det tidligere var mere praktisk motiveret - en nødvendig partnerskabsordning, hvor økonomi og sikkerhed var afgørende faktorer for at indgå ægteskab.
Dog begyndte kærligheden gradvist at spille en større rolle omkring det moderne gennembrud. I novellen "En Rose," skrevet af Amalie Skram i 1899, portrætteres et ulykkeligt ægteskab, der oprindeligt blev indgået af kærlighed.
Novellen finder sted omkring udgivelsesåret og centrerer omkring et ægtepar, hvor manden, som også er historiens hovedperson, er syg.
Handlingen udfolder sig gennem mandens perspektiv og afslører, hvordan forholdet til hustruen har ændret sig, siden han blev syg.
Den centrale konflikt er det forliste ægteskab, der blandt andet fremstilles gennem konens udtalelser: "Du er selvfølgelig forundret over, at jeg ikke bærer din sygdom med tilstrækkelig sorg.
Men jeg kan ikke. Jeg har givet dig alt, hvad jeg havde. Jeg har ikke mere." Historien følger berettermodellen, hvor mandens sygdom og ægteparrets uenigheder først kommer til udtryk i anslaget.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Manden føler sig dybt skuffet, da deres forhold ikke altid har været sådan: "...dengang, hun elskede ham, og dengang han elskede hende."
Han føler ikke længere, at han har en hustru, da en ægte hustru i hans øjne ville give ham den kærlighed og medfølelse, som han havde brug for - han ser frem til at erstatte hende med en sygeplejerske, der vil tage sig af ham, som en hustru burde: "Når han nu kommer på sygehjemmet, får han en plejerske.
Heldigvis." Selv kærtegn er ikke længere kærlige i deres forhold: "Det, der skulle være et kys, føles som et stænk af kold spyt på hans læber."
Familien kommer og besøger manden flere gange på hospitalet, men på trods af dette tager både hans energi og livsglæde langsomt af, og det ender med hans død.
Familien består, udover manden og hans hustru, af en datter. Hun er den eneste person, der i novellen bliver nævnt ved navn, men kun når manden mindes hende som "lille Karen".
Hun er den, der betyder mest for ham i hans liv (eller har betydet mest), da han vælger at skrive til hende, inden han lægger sig til at dø. I dette brev beskriver han, hvordan han sang hende i søvn som lille, når moderen var ude af huset.
Skriv et svar