Indledning
I dag er jeg fyldt 18. Og jeg er stadig mørkeræd. Hvis jeg skal gå ti meter i mørke panikker jeg. Jeg frygter ikke mørke. Jeg er angst for det. Jeg er bange for det, som mørket skjuler.
Mørket er ubekendt territorie, det forandrer alle mine omgivelser fra det tilkendegivne til det ubekendte. ”Hvad nu hvis der befinder sig et bæst ret foran mig?”. Jeg er angst for at det onde befinder sig i det uvisse.
Ifølge Søren Kierkegaards filosofier kan vi skelne mellem frygten og angsten. At frygte noget vil sige at være bange for noget definerbart. En ting, en genstand. En krig, en tiger.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det er så at sige ikke køreprøven, studiet, livet eller døden der skræmmer mennesket, men situationen hvori vi må stå ansigt til ansigt med os selv.
Med en mulig fremtidig eksistens som vi ikke kender. Vi står så at sige ansigt til ansigt med vores eksistens, det er hvad der provokerer angsten.
Det er hvad der provokerer frygten for det genstandsløse. En uvished der bringer en urolighed. For hvad ville der ske, hvis vi ikke består vores køreprøve?
Ikke klarer vores studie? Ikke opnår det idylliske liv? Har vi så bare tabt? Det er en tyngende følelse af at vi har fejlet os selv.
Vores forventninger, det vi kræver af os selv. Fejlet det sted vi troede vi burde være nået til, og er overladt til alternativet; uvisheden.
Men her skiller døden sig ud fra andre angstprovokerende spørgsmål vi som mennesker må imødekomme. Døden kan man ikke planlægge eller forudse.
Og selv hvis man planlægger den kan man ikke styre den. Dette er herved angstprovokerende eftersom døden ikke er definerbar for dem der endnu er levende.
Skriv et svar