Digitale medier | Dansk aflevering

Indledning
Sociale medier er skyld i vores intellektuelle fald, mener Sørine Gotfredsen. Hun påstår at de sociale medier har store konsekvenser for os, i form af at vores intellektualitet falder pga. vores store forbrug. Men kan det virkelig passe? Og kan der muligvis være andre konsekvenser, som vi får ud af vores store overforbrug af vores kære sociale medier?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
De sociale medier har deres fordele og ulemper. Ulemperne fylder dog en del mere i hverdagen, end fordelene ved de digitale medier. Unge tænker dog ikke over ulemperne, og ser herved kun hvilke fordele de sociale medier giver dem.

Det kan virke en smule bekymrende, måske kan det endda ligefrem virke en smule skræmmende at når ulemperne fylder så meget, i forhold til fordelene, at de slet ikke kan se dem. Den store ulempe, ved for megen brug af sociale medier, menes nemlig at være, at det skaber enorm ensomhed blandt unge mennesker.

Ensomheden bliver skabt fordi man konstant søger noget man ikke helt kan opnå over medierne. Hertil har Axel Honneth lavet en teori der omhandler at for at have en sund identitet og et sundt psykisk helbred, skal tre typer af anerkendelses behov være opfyldt for at opnå det.

Den tredje anerkendelsestype kalder han for ”solidarisk anerkendelse.” Det er den type anerkendelse de unge konstant søger efter på de sociale medier.

Solidarisk anerkendelse er den form for anerkendelse hvor man ønsker at blive set og hørt af andre. At folk skal lægge mærke til mig.

“Hvis ingen bemærker mig eller det, jeg gør, hvilken betydning har jeg da som menneske?” Dette ene citat giver klar udtryk for, at hvis ikke ens solidariske anerkendelse er opfyldt, skabes der et tomrum inde i en, og herved bliver omdannet til ensomhed.

Og det er her de sociale medier spiller ind. De digitale medier er jo det perfekte sted at søge solidarisk anerkendelse fra. Eller hvad?

Altså på de sociale medier kan man vel opnå en smule af den opmærksomhed man konstant føler at man mangler, men det er jo i en ”uvirkelig verden.”

Hvordan kan nogle unge mennesker dog tro at det nogensinde vil være nok kun at få solidarisk anerkendelse indefra en skærm?