Indledning
Jeg kan ikke mærke telefonen mod mit lår. Der er noget der ikke stemmer. Den ligger ellers hele tiden der. Følelsen er så vant, at jeg får et mindre panikanfald. Hvad nu hvis jeg havde mistet den? Men det er ikke det, der er i vejen.
Den er der ganske vist, når jeg mærker efter, men hele klassen fik ellers lige at vide, at vi er så afhængige af vores telefoner, at de distra-herer os alle. ”Studier viser at læringsindtaget sænkes væsentligt, bare telefonen er i lom-men, og endnu mere hvis man kan se den ligge på bordet ud af øjenkrogen” siger læreren.
Ud af øjenkrogen ser jeg dog kun forbavsede medstuderende. Det er chokerende fakta, men jeg føler ikke at jeg kan relatere. Faktisk lagde jeg slet ikke mærke til, at jeg havde mo-bilen på mig.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Måske er længslen efter at høre til ikke så skidt. Det er dokumenteret, at mennesker er flok-dyr, at man søger efter grupper hvor man føler sig inkluderet. Udstødte dyr mærker både psykiske og fysiske konsekvenser.
Jeg kigger mig omkring imens jeg målrettet går mod bordene. ”Hvor skal vi mon sidde i dag? ” tænker jeg. Jeg sætter mig det samme sted som altid.
En efter en kommer resten og sætter sig ved det samme bord. Vi hiver maden frem, og umiddelbart efter telefonerne. Nogle taler roligt med dem de sidder ved siden af eller overfor, men generelt er blikket ret-tet mod telefonerne.
Jeg bebrejder dem det ikke – jeg gør det også selv. Efterhånden mister jeg interessen. Idet min nakke rejser sig, går det op for mig, hvor dårligt jeg sad. Hvad i alverden skal jeg dog sige nu.
Det ville være mærkeligt ud af det blå at begynde at tale om meningen med livet, men jeg vil heller ikke bringes ned på det niveau, hvor vejret skal bringes op.
Inden jeg skuffet kigger forbi min refleksion på skærmen, er klokken blevet 12:02 og folk går mod det næste lokale, vi skal være i.
Så kan man i det mindste tale om lektierne, eller om vi ikke havde en opgave for i lige præcis det fag, der skulle afleveres lidt tidligere end man havde lyst til. Man kan gå så langt som at kalde det sørgeligt.
Det har jeg også hørt voksne sige om ungdommens manglende evne til at smalltalke. Så meget for at være social på telefonen, men så ikke kunne være det i virkeligheden.
Problemet kan heller ikke engang gøres så småt som, at det kun er mig, der har det. Det er sjældent, man ser en forsamling uden nogle telefoner fremme.
De folk vil hellere opretholde deres gode image på de sociale medier og skuffe i virkeligheden. Jo mere tid man bruger på at vise en overdrevet version ”Julie er online fra morgen til aften” af Thilde Thordahl Andersen af ens ideelle jeg, jo mindre tid har man til at blive til det jeg.
Jo nemmere det bliver at gemme sig bag en perfekt maske, jo sværere bliver det at opretholde - eller blot nærme sig - den i virkeligheden.
Man må kunne bestemme selv, hvilket af sine liv man vil leve. Det kan sagtens være at vise hvor god man er på de social medier, men så møder man også et dilemma; det er svært at leve op til forventningerne, højt at præstere, dybt at skuffe – Ellers går man glip af en stor del af det at være social i vores tid og samfund.
Det kan sammenlignes med digterjeget i ”På Memphis Station” af Johannes V. Jensen. Her vakler jeget også mellem at blive i Memphis eller tage af sted.
At være en menig i befolkningen af divider, eller finde en anden mening med livet. Han fremmedgør maskinerne, som det er et modernistisk træk, hvilket kan sammenlignes med tiden vi nu oplever.
Samfundet oplever på ny forskrækkelse over for teknologien. Måske skal man finde sin egen mening med livet, og selv træffe valget om hvilket af sine to liv, man faktisk vil leve.
Svaret kan også være ikke altid at træffe sine egne valg. Man kan ikke vide alt, så måske har en anden svaret.
Skriv et svar