Indledning
”Paa Sneen” er et episk digt skrevet af Carl Ludvig Emil Aarestrup i 1838. Aarestrup var en dansk læge og digter og skrev ”Paa Sneen” som ét digt ud af en større digtsamling kaldet ”Digte”. I digtet gennemspilles et erotiks møde mellem en smuk kvinde og digter-jegets skygge.
I dette møde opnås et svimlende øjeblik af lykke og ekstase, hvor jeget bliver draget mod skønheden og seksualiteten, som kvinden udstråler. Dette opleves dog ikke i kødelig forstand, da der ikke er en kropslig kontakt mellem selve jeget og kvinden.
Det erotiske realiseres i stedet gennem skyggen, hvor selve lykken bliver fastholdt gennem jeget. Dermed indeholder digtet også et metaperspektiv om det at skrive poesi, hvor kvinden og det erotiske optræder som inspirationskilden.
Det erotiske og sanselige kommer især til udtryk i digtets sprog, hvor der arbejdes med et æstetisk bevidst sprog. Særligt med brug af lyriske virkemidler som originale orddannelser og stor anvendelse af adjektiver. Digtet skildrer også romantismen dyrkelse af det interessante gennem splittelsen af mennesket og skyggen, samt italesættelsen af det ekstatiske øjeblik af lykke.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Digtet består af ti strofer med fire verslinjer i hver. Stroferne er bygget op af fletrim (a-b-c-b), som er stavelsesrim, hvor sidste ord i hver anden verslinje rimer. Dette er et gennemgående mønster i stort set hele digtet og skaber en bunden rytme. Derudover fremkommer der også skriftrim to gange, hvor skygge rimes på ordene lykke og trykke.
Ordene opfattes som rim, umiddelbart når man ser dem sammen, men rimer ikke rent lydigt på grund af deres vokallyd. Dog bevirker dette at skygge kommer til at virke mere fremtrædende og optræder som det centrale i rimene.
Digtet er episk og beskriver derfor et handlingsforløb, hvor jeget længselsfuldt betragter en kvinde og gennem sin skyggeside handler på sine lyster. Digtet er skrevet i datid, hvilket understøtter jegets rolle som betragteren, og giver ham en hvis afstand til den egentlige oplevelse.
Jeget oplever en tydelig udvikling gennem digtets forløb, og man kan opdele digtet i tre dele, for at beskrive de processer jeget går igennem. Først er der betragtningen af kvinden, hvor jeget længes efter hendes skønhed og erotiske udstråling. Dernæst handler han på sit begær gennem sin skygge og oplever i mødet med kvinden det ekstatiske øjeblik af lykke.
Til slut bliver øjeblikket brudt, men bliver igennem jegets iagttagelser poesien fastholdt.
Skriv et svar