Indledning
I vores hverdag jagter vi den uendelige lykke på jorden. Intet er godt nok, vi søger for evigt mod nye mål og lever hverdag som var det den sidste.
Men er jagten på den evige lykke det overhovedet til nogen nytte? Det mente man ikke i barokken, hvor livet på jorden var en hård periode der skulle overstås inden man kunne tilgives af gud og komme i Abrahams skiød.
Hvorfor skulle man slide og slave en hel livstid når der intet mål var? Denne tankegang skinner igennem i digtet ”keed af verden, kier ad himlen” af Thomas Kingo, 1681
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
kar”. Som er med til at give digtet en mere flydende klang. I digtet skriver Thomas Kingo at verden er forfængelig og bedragerisk.
Strofe 2 linje 2, ”som verden opsminker med fauer gestalt”. Han mener altså ikke at livet er så flot og rart som man skulle tro. Ting er opsminket men det er blot bedrageri.
Mennesker er blot kujoner som man ikke kan stole på. ”du smukke bedragere, hellige skalk” folk er ikke hvem de synes at være udenpå.
Det samme gælder for verden ifølge tidens livssyn. Man levede efter memento mori, som er en vending der betyder ”husk du skal dø”.
Dette prøvede barokkens kunstnere at minde folk om i deres kunst ved hjælp af vanitasmotiver og dem er der selvfølgelig en del af i Kingos digt om livet på jorden. ”
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, Det er jo kun Bobler og skrattende Kar, Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred”.
Her bliver brugt skrøbelige ting i lyrikken til at minde folk om deres tilværelse er akkurat lige så skrøbeligt som et tyndt stykke is mellem græstuer der endnu ikke er blevet betrådt.
Lige så kortvarig som en bobles rejse på vej mod jorden og lige så falskt og tomt som skrattende kar.
Skriv et svar