Indledning
Kronikken handler om et emne, som har været med i debatter. Der er mange der bl.a. har en holdning til emnet.
De har delt deres meninger omkring hvad de synes om det her med at (unge) piger får lavet ”nye bryster”. Kronikken handler om en som har delt sin mening, er Birgitte Baadegaard, der igennem den her kronik som er udgivet af Berlingske d. 14. oktober 2012
med titlen ”Om nye og gamle bryster”, har delt sin holdning til hvordan unge piger i de fleste aldre, ser på sit ydre og finder selv de mindste fejl ved dem selv.
Den handler primært om hendes holdning til dette, og om hvad der er galt med det nuværende medie-samfund, som vi lever i. Hvordan det påvirker unge kvinder, og hvad problemet er.
Det er en meget holdningsfyldt kronik, som er subjektivt baseret og er gennem hendes eget synspunkt hele vejen igennem, om hvad hun mener.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Billederne, som vi ser i kronikken, hentyder til at det er forfatteren som har valgt dem. De passer til hendes holdninger.
De fortæller læseren hvordan hun er stillet i forhold til emnet, og hvad hendes mening er. Det nederste billede er en kvinde som lige har fået brystoperation og ligger på operationsbordet, hvor der holdes et billede af hvordan hun så ud før det.
Det er ikke særligt behageligt at se på billederne. Det er meningen at forfatteren gerne vil give et ”skræmmende” indtryk hos læseren.
Det virker meget realistisk. Derfor er det også et meget subjektivt fundament. Hvis hun ikke havde været imod at få lavet plastikoperationer, havde det været nogle andre billeder, for at det skulle virke lidt mere appetitligt.
Det øverste billede fremhæver også kronikkens indhold, omkring det her medie-samfund, om at skulle se ud sådan.
Overskriften ”Om nye og gamle bryster” dækker nogenlunde tekstens indhold, dog ikke helt.
Nye bryster, forbinder man med den her ”doktor definition” på silikonebryster, og gamle bryster forbinder man med hængende bryster typisk på ældre kvinder.
Overskriften sætter nogle tanker i gang hos os som læser kronikken, og hvordan kronikken vil forbinde disse to ting, så der fremstår en kontekst.
Hun har skrevet kronikken i et talt sprog, i forhold til et mere akademisk sprog. Hun bruger bl.a. vendinger i kronikken.
Allerede i starten af kronikken bruger hun vendinger som: ”Psst! Ja, det er dig, jeg taler til. Du, som er omkring 20 år - måske 18, måske 27 - det betyder ikke noget.”
Det gør hun for at gøre det mere personligt. Som var vi i samme rum som hende. Det er den virkning som talesprog har i en kronik som denne.
Man føler at man bliver snakket direkte til. Derudover stiller hun også mange retoriske spørgsmål, som får en til at tænke over det hun siger.
Skriv et svar