Indledning
For nyligt gik jeg, og undrede mig over, hvorfor min higen efter lykken er så voldsom og paradoksal, at den gang på gang ender med at spænde ben for min egentlige glæde og lykkefølelse i livet.
Måden hvorpå jeg kan ødelægge hyggelige stunder for mig selv, ved slet ikke at være psykisk til stede, fordi min hjerne er så fast indstillet på at finde den centrale og varme glæde frem helt inde i kroppen.
Så søgende og ivrig at når jeg befinder mig til arrangementer eller komsammener, som jeg har set frem til i lang tid, så er det en kæmpe fiasko, hvis jeg ikke oplever et moment
hvor jeg mærker lykken bruse gennem hele min krop, mens jeg kigger på mine kære, og tænker ”nøøj hvor er jeg lykkelig”. Hvordan kan jeg komme dette problem til livs, og hvorfor er min tilværelses mål at være lykkelig 24/7?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Dybest set så står vi over for en samfundsmæssig problematik, som er bygget op af de normer og forventninger, som er blevet en realitet for især de unge mennesker nu om dage.
Der ligger et konstant pres på mine skuldrer, som lyder på, at jeg skal være glad hver dag, jeg skal være i nuet og nyde livet, for før du ved af det, kan det være forbi.
Har det taget overhånd? Er det ikke okay at græde over lidt spildt mælk en gang imellem? Eller se glasset som værende halvt tomt i stedet for halvt fyldt?
Jeg finder personligt selv dette emne meget interessant at reflektere og fundere over. For selvfølgelig vil vi alle sammen gerne være glade hele tiden, og hvad sker der så ved, at man går efter at være det?
Alt andet ville da være fjollet. Men det er lettere sagt end gjort. Personligt har jeg oplevet nedture, som er forårsaget mit eget konstante pres på mit humør.
Lykken er at være lykkelig i sin tilværelse 24/7. Hvem er uenig i det? Ingen. Men alle kan også godt blive enige om, at det er et umuligt ræs at vinde.
Men hvor kommer dette pres dog fra? Og oplever nogle det større end andre? Er det et pres hjemmefra, er det samfundet eller noget helt tredje.
Jeg tror dybest set, at det er et meget individuelt spørgsmål, og jeg tror 100% også, at mange mennesker slet ikke er i kontakt med deres eget forhold til ”det lykkelige liv”, før et pres banker på døren.
I artiklen ”Danske unge er mindre tilfreds med livet end alle andre” beskriver Meik Wiking i nedenstående citat vigtigheden i det uperfekte.
Han beskriver de unges forbedrede livskvalitet, når de deltager i fritidsaktiviteter, hvor der er plads til at lave fejl. ”Men fælles for disse fritidsaktiviteter er, at de giver de unge et frirum.
Skriv et svar