Den globale opvarmning er en eksistentiel trussel… | Analyse

Indledning
Den 26. August 2018, udgav Jyllands-Posten Jesper Møller Grimstrups kronik ”Den globale opvarmning er en eksistentiel trussel mod menneskeheden”.

Grunden til at Jesper Møller Grimstrup har skrevet denne kronik er meget simpel. Han ønsker at sætte et øget fokus på klimakrisen, som pt.

Hærger i hele verden. Jesper Møller har selv omstillet sit liv til det grønnere, ved at droppe flyrejserne, spise bæredygtigt uden kød og pensioneret bilen. Nu prøver han at påvirke alle Jyllands-Postens læsere.

Genren af Jesper Møller Gramstrups værk, er en kronik. Kronikken lægger sig tæt op af både debatindlægget og klummen.

Emnet er tydeligt, det er klimakrisen. Jesper har valgt en problemstilling, som lyder på hvordan vi får verden til at overleve.

Det er tydeligt at Jesper Møller har valgt dette emne, fordi han selv har en kæmpe interesse i klimakrisen, og han har da også en meget stærk holdning til hvordan vi skal løse problemet.

Han ønsker at trække os ind i hans tanker, for at blive overbevist om problemet.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Synsvinklen i kronikken er for mig meget tydelig. Som læser er man ikke i tvivl på noget tidspunkt, omkring Jesper Møllers mening eller formål.

Det kommer til udtryk flere steder i teksten, og Jesper holder ikke igen med hans holdninger. (Linje 60-62. - ”Hvorfor sætter vi ikke som mål at have et negativt samlet CO2-budget i 2028? Eller endnu tidligere?

Vi må handle, og vi må handle nu.”) Det er tydeligt at høre, at Jesper ikke er enig i det politiske arbejde som bliver foretaget i Danmark lige nu.

Han er svært utilfreds med at vi bare følger med, og lige nu holder os inde for de internationale mål der er sat. Jesper Møller mener vi skal gå forrest, og ikke bare følge med. .

Linje 47-51. - Vi hører til den flinke del af klassen, der forsøger at overholde vores internationale forpligtelser, men det er bare ikke nok.

Vi ved, at det ikke er nok. Spørgsmålet, som vi bør stille os selv, er ikke, om vi gør nok i forhold til andre nationer, men om vi gør alt, hvad vi kan?

Hvad hjælper det os, at vi er duksen i klassen, hvis skolen brænder? Hvad gavner det os, at vi har gjort det rimeligt, hvis verden går under?”).

Her er der igen anvendt appelformer. Det er tydeligt at Jesper snakker til vores fornuft, og udtrykket ”verden går under” går igen flere steder i teksten.

Det er LOGOS og PATOS, da han både taler til vores fornuft, men også til vores følelser.

Fornuften i at vi kan gøre endnu mere for at redde verden fra undergang, og samtidig følelser da det vil gå udover de næste generationer af vores familier. Det er det som mange ”klimatosser” ikke ønsker.

Argumentationen i kronikken er forklaret med sit eget sprog. Jesper prøver at få læseren til at forstå at det er ”idioti” ikke at gøre noget aktivt i klimakampen.

Han anvender et voldsomt sprog, for at få læseren til at forstå alvoren i emnet.

Derfor har han blandt andet indblandet Briterne og deres valg i mellem Chamberlain og Churchill.( Linje 30-34.”Der, hvor vi står nu, har vi imidlertid valgt ikke at lytte til Churchill, vi har valgt Chamberlain i stedet.

Vi ønsker appeasement, fredelig sameksistens med nazisterne, det hele er nok ikke så slemt, tænker vi, og hvem har også lyst til at gå i krig?

Men vi har brug for Churchill. Vi har brug for at gå i krig. Det, vi har brug for nu, er en slags krigsmentalitet.”