Den gode fortælling

Indledning
En god fortælling har til formål at vække tanker og følelser, men hvad er det, der præcist gør, at man husker “den gode fortælling”? Som barn satte jeg altid pris på en god sørøverhistorie, de kunne omhandle alt mellem himmel og jord. Der er dog én bestemt historie jeg husker bedre end de andre, af en eller anden årsag som jeg ikke selv forstår.

Jeg var på vej hen til den lokale brugs med min ældste bror og min lillesøster, vi havde den typiske uformelle samtale om alverdens skøre ting indtil, at min bror begyndte at fortælle om hans seneste bytur.

Han fortalte, at han var kommet op at slås med en gruppe af tre unge fyre, og at de var mindst dobbelt så store som han var. Derfor var han ekstra stolt af at have besejret dem let og elegant.

Han havde givet dem alle en ordentlig omgang bank, og derefter bundet dem sammen ved hænder og fødder, hvorefter han hejste dem op i en lygtepæl. Her lod han dem hænge imens, at han selv tog en taxa hjem.

Jeg mindes, at denne historie fascinerede mig, og jeg blev aldrig træt af at få den fortalt igen. Det undrer mig stadig den dag i dag, hvorfor jeg fandt denne historie særlig interessant. Jeg tror det skyldes den spænding der lå i hans måde at formidle historien på, som gav mulighed for at udfolde en visuel forestilling, og på den måde fungerede som et underholdende element.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Modsat til ”Den gyldne nøgle” kan man se på kortprosaen ”Ved Højer sluse” af Peter Adolphsen udgivet i 2000, denne fortælling fremstår nemlig som en velafrundet helhed, men har den så andre mangler? Fortællingen indledes med en præsentation af tid, sted og personer.

Kort herefter kommer konflikten til udtryk, som netop er, at Alfred er i gang med at hænge sig selv, mens en oversvømmelse finder sted. Klimakset udtones ved, at oversvømmelsen stiger så meget, at Alfred ikke længere har mulighed for at hænge sig selv.

Fortællingens slutning afrunder på den måde konflikten, og læseren efterlades med en udløsning af spænding, som blev opbygget omkring Alfreds forsøg på at hænge sig selv. ”Ved Højer sluse” indeholder også et element af overraskelse, ligesom det Hillingsø og Steensgaard diskuterer om.

Afslutningen er nemlig overraskende idet, at oversvømmelsen som ellers betragtes som en katastrofe, redder Alfreds liv. Denne kobling mellem oversvømmelsen og forsøget på selvmord er for læseren svær at forudsige. Ifølge berettermodellen mangler fortællingen en uddybning samt konfliktoptrapning, dette gør, at læserens mulighed for at identificere sig med fortællingens personer og problemstillinger, er manglende.

Den manglende indlevelse kan også skyldes historiens korte længde, som gør det svært for læseren, at nå at leve sig ind i handlingen.

Herefter kan man også overveje relevansen af fortællingens andre elementer. Er der overhovedet plads til, at de kan udfolde sig nu hvor indlevelsen mangler? Skal den gode fortælling måske have en bestemt længde for, at den kan nå at skabe muligheden for indlevelse, for uden dette, som Steensgaard også efterlyser7, rykker historien så overhovedet noget i én? Uden indlevelse kan modtagerne miste interessen for fortællingens personer og problemstillinger.