Indledning
De fleste af os vil nok komme i tanke om en særlig person når jeg nævner; “Familiens komiker.” Den person der typisk er i centrum uanset hvis fødselsdag det drejer sig om
og altid får alles opmærksomhed når de åbner munden. Måske en sjov onkel eller bedstefar. Han har bare en særlig måde at fortælle historier på, så selv den kedeligste arbejdshistorie kan gøres interessant.
Alle venter smilende, med løftede øjenbryn og i spænding på den punchline der vil få hele bordet til at bryde ud i hylende latter om få sekunder.
Det er mærkeligt hvordan der er nogle personer der er bedre til “den gode fortælling” end andre. Det sørgelige men sande aspekt er jo, at vi desværre godt kan blive enige om at det ikke ville have skabt samme reaktion
hvis tante Helga havde fortalt den selv samme historie. Det ville sandsynligvis ende ud i den gode gamle; “Man skulle nok have været der for at synes det var sjovt.”
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi møder Alfred Erling Larsen, der har taget en drastisk beslutning om at hænge sig selv, efter hans forlovede, Karen Margrethe Nielsen, var blevet kvalt i en bordtennisbold.
Tragediemæssigt følger denne historie nok ikke alle kravene, da Alfred ender med at blive reddet af sin egen ubeslutsomhed, og til sidst ikke er i stand til at gennemføre sit eget selvmord.
Samtidigt ville Aristoteles nok heller ikke have været særligt imponeret over denne fortælling, da den netop mangler berettermodellens uddybning, konfliktoptrapning og udtoning.
Som historien selv citerer; “Hans ganske særlige grund til at gøre sig herre over sin egen skæbne var en kort historie.” Så kan det jo diskuteres om hvor meget man kan nå at uddybe i en så kort historie.
Vi når som læsere ikke at lære hovedpersonerne det mindste at kende. Hvem er Alfred? Hvordan mødte han Karen og hvordan i alverden kan man komme til at sluge en bordtennisbold?
Man må give historien den anerkendelse, at den da i hvert fald efterlader os med noget at tænke over. Så hvorfor er dette en god fortælling om jeg må spørge?
Eller måske er spørgsmålet mere direkte; Er dette en god fortælling? Svaret er nok meget ligetil; det er der ingen der ved. For hvad der er “den gode fortælling” for mig, er nok “den dårlige fortælling” for andre.
Hvor er det dog frustrerende. Hvorfor skal alting være så individuelt? Kan vi ikke bare blive enige om hvad en god fortælling er, og få et ordentligt svar på spørgsmålet: “Hvad definerer den gode fortælling?”
Skriv et svar