Indledning
Den grimme ælling er historien om en stakkels ælling, der fødes i en andegård og bliver plaget af de andre for at være grim, men som med tiden vokser sig til en smuk og beundret svane.
Netop dette eventyr har jeg valgt at analysere. Det er et kunsteventyr, som er skrevet af H.C. Andersen i 1843.
I min analyse vil jeg analysere strukturen og karaktererne ved brug af den strukturalistiske læsemetode. Jeg vil derudover også kigge på eventyrets brug af de klassiske eventyrtræk og opbygning.
I min fortolkning vil jeg se ”Den Grimme Ælling” som en eventyrlig selvbiografi ved at bruge den biografiske læsemetode og dermed perspektivere til H.C. Andersens eget liv.
Uddrag
Som skrevet er dette eventyr et kunsteventyr, hvilket blandt andet betyder, at det blev nedskrevet fra starten og har en fast forfatter, i modsætning til folkeeventyrene, som blev mundtligt overleveret gennem flere generationer og først senere blev nedskrevet.
Det, at eventyrerne er nedskrevet fra starten, gør også, at de kan blive mere komplekse i forhold til karaktererne og miljøet.
Også sprogligt er de mere nuancerede. Eventyrgenren har nogle mere eller mindre faste genretræk, som optræder i de fleste eventyr.
Det er væsentligt, at hovedpersonen skal overkomme nogle prøvelser, som i denne situation er al den modgang, som den grimme ælling oplever.
Derudover foregår det også i ubestemt tid og rum, og det eneste man egentlig får at vide er, at det foregår ude på landet (S. 1, l. 1: Det var så dejligt ude på landet…).
Der optræder en klar modsætning mellem god og ond, hvilket også er meget typisk i eventyr. De onde er modstanderne som ællingen møder på sin vej, og modstanderne er også vigtige i et eventyr.
Ællingen møder modstand fra både ænderne, hønsene, pigen der passer hønsegården med flere. Dette eventyr ender lykkeligt for hovedpersonen, som også er et klassisk eventyrtræk.
Skriv et svar