De socialt udsatte sidst i 1800-tallet | DIO

Opgavebeskrivelse
• Redegør for fattigforsorgen i Danmark i slutningen af 1800-tallet.

• Analyse og fortolkning af Henrik Pontoppidans novelle ”Naadsensbrød” (1887) med fokus på den sociale forsorg og holdningen til socialt udsatte.

• På baggrund af redegørelse og analyse og med udgangspunkt i en almen historisk analyse af to avisartikler fra 1887 skal du diskutere etikken i det offentliges og samfundets behandling af og syn på socialt udsatte sidst i 1800-tallet.

Indledning
Gennem tidernes morgen har der altid været mennesker, som har levet i fattigdom. Især i 1800-tallet har Danmark været præget af ekstrem fattigdom, hvor den fattige del af befolkningen levede i ringe forholde, såsom manglende privilegier og rettigheder.

Dette ledte til stor kontrast mellem over- og underklassen, og satte især stor debat i samfundet.

Samfundskritiske forfattere som George Brandes (1842-1927) eller Henrik Pontoppidan (1857-1943) kritiserede samfundsklasserne i deres litteratur, hvilket førte til stor debat om, hvorvidt samfundets normer og klasser egentlig kan vedligeholdes.

Man begyndte at debattere, om det var etisk ukorrekt at forskelsbehandle på baggrund af individets samfundsklasse.

I fortløbende vil jeg svare på opgaveformuleringen, hvor der redegøres for fattigsorgen i Danmark i slutningen af 1800-tallet, analysere Henrik Pontoppidans novelle ”Naadsensbrød” (1887) med fokus på den sociale forsorg og holdningen til socialt udsatte.

Til slut vil jeg på baggrund af redegørelsen og analysen, diskutere etikken i det offentliges og samfundets perspektiv på socialt udsatte sidst i 1800-tallet med udgangspunkt i avisartikler fra 1887.

Indholdsfortegnelse
Indledning.............................side 2
Redegøresle......................side 2-4
Optakt til fattigforsorgen og fattiglovene.................side 2-3
Stramninger på fattigloven...................side 3
Fattigforsorgnen etableres....................side 3-4
Arvelighed eller samfundets begrænsninger?.................side 4
Analyse............................................side 4-7
Indledning....................................side 4
Dagsorden..............................side 4
Pontoppidans fortolkning af samfundsklasserne i 1800-tallet......................side 5-6
Pontoppidans hensigt..................................side 7
Diskussion.............................side 7-9
Var fattigdom et reelt problem i det daværende samfund, og var behandlingen af de fattige forsvarligt?...........................side 7-8
Behandling af de fattige i samfundet – etisk korrekt?.................................side 8-9
Konklusion.............................side 9
Litteraturliste............................side 10

Uddrag
Optakt til fattigforsorgen og fattiglovene
Fattigdom er et fænomen, som er et udtryk for individets manglende adgang til ressourcer.

Dem, som ikke er i stand til at forsyne sig selv med basale livsnødvendigheder, såsom tøj og mad, betegnes som værende fattige.

Ergo omhandler fattigdom altså mangel på basale livsressourcer. I nutidens Danmark benyttes adskillige metoder til at forebygge fattigdom.

Man kan for eksempel modtage midlertidig hjælp fra staten i form af kontanthjælp eller integrationsydelse (Bibliotek, u.d.).

Gennem de seneste 300 år har der været en drastisk udvikling af behandling af fattige i Danmark.

Siden Middelalderen har fattige haft muligheden for en eller anden form for hjælp (Kanten, 2015). I 1600-tallet regulerede man tiggeri ved at fastslå fattiglovgivningen.

Lovgivningen gav tilladelse til de værdige trængende, som gælder børn, gamle, syge eller dem, der ikke kunne arbejde, måtte tigge i det sogn, de befandt sig i.

De uværdige, dem som godt kunne arbejde, men var for dovne – måtte ikke tigge, og blev derfor tvunget til at arbejde på forbedringshuse (Koefoed, u.d.).

I 1700-tallet forsøgte man at gøre op med tiggeri, idet man efterhånden slog fast ved at tiggeri var associeret med kriminalitet. De værdigt trængende modtog støtte via frivillige bidrag i form af en

fattigskat, som blev indsamlet af kirken. De uværdigt trængende skulle stadig tvinges på arbejdsmarkedet (Koefoed, u.d.).

Stramninger på fattigloven
I 1803 indførte man en ny fattiglov. Man oprettede en fattigkommission i hvert sogn med sognenes præst som den ansvarlige.

Her skulle de fattige, som havde brug for hjælp, henvende sig til præsten, som skulle vurdere hvorvidt de var værdige nok til at modtage hjælp. Blev man godkendt, modtog man fattighjælp, som senere hen skulle tilbagebetales.

I 1808 fik fattigkommissionerne retten over ejendele ejet af fattighjælpsmodtagere, hvilket førte til at de ikke længere kunne sælge deres møbler og dermed få svært ved at tilbagebetale fattighjælpen (Koefoed, 2017).

I 1824 forbød man fattighjælpsmodtagere at indgå i ægteskab uden tilladelse fra fattigkommissionen og retten til selv at bestemme sit bosted.

Udviklingen af stramningen af de fattiges rettigheder fortsatte i 1849 med Grundlovens godkendelse. Alle, der ikke kunne forsørge sig selv, havde ret til hjælp. Men Grundloven satte yderligere fattige uden for samfundet ved at fratage dem valgretten.

Fattigloven forbød også en mand i at gifte sig uden kommunalbestyrelsens tilladelse, hvis han de seneste fem år havde modtaget fattighjælp og endnu ikke havde tilbagebetalt hans lån. Man ville altså miste basale rettigheder, hvis man modtog fattighjælp (Koefoed, 2017).

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu