Indledning
Siden 1952, hvor en Cambridge-studerende ved navn A.S. Douglas skrev det allerførste computerspil "Kryds og Bolle" på en EDSAC-computer, og Shigero Miyamotos skabte det første store arkadespil, Mario, i 1981, er skabelsen af video- og computerspil eksploderet.
En overflod af nye spil har dukket op fra alle hjørner, lige fra arkader til computere og senere helt nye konsoller. Men med stor popularitet og udbredelse er der også kommet en del kritik af video- og computerspil, specielt i det senmoderne samfund. Kronikken "Computerspil er vor tids sorte får" af Bo Kampmann Walther tager fat på både den positive og negative kritik af denne udvikling.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Computerspil kan ikke kun underholde, men også fortælle en dyb og filosofisk historie på linje med litteratur eller litterær fortolkning. Disse spil udforsker ofte komplekse etiske og moralske temaer og kræver, at spilleren tænker grundigt over deres handlinger og konsekvenserne af dem.
Et eksempel på et sådant spil er "Shadow of the Colossus", hvor spilleren påtager sig rollen som Wander, der rejser til et forbandet land for at genoplive sin elskerinde, Mono. For at gøre dette skal han nedkæmpe 16 kolosser, men det er ikke bare en simpel kamp mod fjender.
Spillet har ingen mindre fjender og ingen erfaringspoint, kun kolosserne, og det er ikke alle kolosser, der angriber spilleren. Desuden bliver spilleren konfronteret med at dræbe uskyldige væsener og blive betragtet som en kætter af resten af verdenen for at have nedkæmpet kolosserne.
Alt dette skaber en følelsesmæssig og etisk dyb historie, der får spilleren til at stille spørgsmål ved deres egne handlinger og værdier. Det er sådanne spil, der gør computerspil til en form for kunst og en del af den litterære fortolkning.
Skriv et svar