Indholdsfortegnelse
Catuls digte
Catul skriver spottedigt til Cæsar
Den neoteriske revolution - de moderne
Neoterikeren har fokus på otium og doctus
Ægteskabet og bryllupsdigtene
Hvorvidt Ciceros Tale for Cælius er relevant for forståelsen af Catul
Litterære og ideologiske tendenser
Genklange hos Vergil, Ovid og andre
Mytologisk mini-epos, en specialitet for neoterikere

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Digtsamlingen, som først er blevet sammensat efter Catuls død, er primært, men ikke udelukkende, ordnet efter formelle, dvs. metriske og omfangsmæssige, kriterier. Samlingen – som desværre er temmelig uoverskuelig – omfatter tre grupper digte:

1) De polymetriske.
2) De lange.
3) Epigrammerne.

(1) Digtene 1-60, som er i ”mange versemål” og derfor kaldes de poly-metriske digte. Det mest anvendte metrum i denne gruppe er ellevestavelsesverset:

”Leve, Lesbia, vil vi, vi vil elske” (nr. 5) eller ”Varus førte mig i en ledig time” (nr. 10). Hyppigt anvendt er også jambiske versemål (dadum en jambe er).

Catul kan bruge ordet iambus lig med spottedigt, invektiv. Hos formbevidste digtere, hvad enten vi er i Rom eller Danmark, har hvert versemål sin karakter og stemning, sin ethos, og ved de jambiske mål hæfter der for romerne noget svirpende og aggressivt; men det gør der såmænd også tit ved ellevestavelsesverset.

(2) Digtene 61-68, de såkaldt større digte, carmina maiora, til forskel fra dem i (1) og (3), som er korte. Det er i grupperne (1) og (2), at Catuls lyriske – hvad der egentlig vil sige: sungne – digte findes. De sidste fire her i gruppe (2), altså 65-68, peger fremad mod gruppe (3), derved at de er affattet i elegiske disticha.

(3) Digtene 69-116, epigrammerne, i elegisk distichon (findes ikke i gruppen af polymetriske digte). Epigrammernes rappe dialogteknik kan man nyde i digte som nr. 83, 86, 72 og 80. Det myldrer med stemmer i disse korte digte! Martial videreførte teknikken.

---

Andre nøgleord for de neoteriske provoer er: lærd/belæst, doctus, det er øm/sart, tener, og det er charmerende/forførende, venustus. I et af Lesbia-digtene, nr. 86, skal vi høre en hel charmens eller yndens filosofi.

Der er også Catul 35, hvor det beskrives, hvordan digteren Caecilius’ kæreste er blevet ekstra varm på ham, fordi hun har læst hans udkast til et digt om Magna Mater (som så ofte, en kvindelig titelperson).

Også Catul 16 og 50 handler om erotiserende poesi; nr. 16 bekender sig rent ud til den erigerende poesi, men digtet kom, via Martial, til at levere Europas digtere en pæn smutvej, når de frygtede, at deres værks sjofelhed skulle kompromittere dets skaber (se afsnittet om Martial).

Vedrørende venustus se også nr. 3, hvor dette begreb knyttes sammen med Venus og Cupido, og ikke mindst med adjektivet bellus, pæn, køn.

Da bellus var det talte sprogs ord for smuk (pulcher), er det dette smuk-ord, der har holdt sig på de romanske sprog.

Vi kan lære ganske meget om det latinske omgangssprog gennem Catuls digte, og det kan vi, fordi mange af dem forener det folkelige og jordnære med det intellektuelle.

Det synes at være Catul, der har indført ordet basium, kys, i litteraturen; det er dette ord, ikke osculum eller suavium, der lever på de romanske sprog: italiensk bàcio, fransk baiser, osv.

Et kyssedigt som nr. 5 emmer af folkelighed, ikke kun ved det valgte ord for kys, men også ved sit banksprog, ved sin kontante måde at omtale tumultuarisk lidenskab på (1000, 100, 1000, 100 osv.), men ikke mindst ved at afspejle den forestilling, den overtro om man vil, at det er farligt at have nøjagtigt tal på sine rigdomme: brebis comptés, le loup les mange, ”talte får, ulven æder dem”, lyder et fransk ordsprog.

Catul tilhørte en kreds af såkaldte neoterikere, som bl.a. er kendetegnet ved følgende nøgleord:
• Modernister (af græsk neóteros, yngre, nyere).
• Behagelig lediggang.
• Lærd sanselighed, lærd/belæst.
• Charmerende og forførende

---

Carmen 61 er et såkaldt mimetisk digt, dvs. der udspiller sig begivenheder, i dette tilfælde et rituelt drama, mens digtet lyder.

Også et kortere digt som nr. 45 ”Med sin Acme på skødet si’r Septimius” er mimetisk: Amor griber ind, og menneskenes amor potenseres derved, guden tænder dem (fra linje 19 og frem).

Mimetisk er også carmen 62, Vesper adest, hvor vi befinder os i en langt tidligere fase af bryllupsbegivenhederne:

De unge fyre, som ligger og spiser tættere ved døren end de unge piger, kan se, at Aftenstjernen, alias planeten Venus, har vist sig (på græsk hedder den Hésperos, på latin Vesper; den er, som det siges i digtet, identisk med Morgenstjernen).

Og dette er tegnet til, at bruden skal komme frem, så processionen fra hendes faders hus hen til det nye hus kan begynde. Men nu opstår der en krise i ritualet!

De unge piger søger fortvivlet, i solidaritet med deres veninde, at synge hele brylluppet bort, så de alle sammen igen kan leve som i barndommens have.

Så er det, det må komme til den vekselsang, det amoibaion, mellem piger og svende, som, efter de opvarmende forpostfægtninger i 1-18, udgør carmen 62 helt frem til det punkt mod slutningen, da bruden viser sig.

Religiøst udtrykt betyder dette, at brylluppets gud Hymenaios har åbenbaret sig, sådan som gæsterne hele tiden har tryglet ham om at gøre i omkvædet, hvormed de på dramatisk vis løbende har forsøgt at styre vekselsangen (ordet ”hymen” er endnu blot et udråb, først med Ovid bliver det personificeret til en gud med navnet Hymen).

At pigerne måtte tabe dysten, agón’en, kunne enhver vide, for den, der begynder en agón, taber altid. I carmen 62 befinder vi os i Grækenland (Oita-bjerget ligger i Thessalien), og vekselsangen har sarte, folkelige, patosfulde klange af Sapfos digte (o. 600), fx i det stiltræk, der hedder epanalepsis, genoptagelse: ”river datteren bort fra moderens favntag, datteren bort …”.

På det punkt, da carmen 62 slutter, skal gæsterne til at synge processionssangen gennem gaderne; det er den sang, der hedder hymenaios (62.4). Siden skal der henne i brudgommens hjem synges epithalamion ved brudekammerets dør.

Man har i disse digte altid beundret digterens indlevelse i den udsatte unge piges angst for det kønslige, som det sarte væsen slet ikke kan se på med de unge mænds uforfærdede øjne.

For fyrene er ægteskab en naturlig sag. Det er jo det samme, som når man støtter vinrankerne op ad de stærke elmetræer (se 62.49-58).