Indledning
Pontoppidan sagde, at: ”Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der skiller - ikke de gode fra de onde, de ærlige fra de uærlige, Guds Børn fra Syndens Trælle, - nej, men de rige fra de fattige” .
Dette citat beskriver i grove træk fokusset i hans litteratur, men også det generelle fokus i det moderne gennembrud. Han portrætterer den store kløft, som bugter sig mellem proletariatet og de bedre bemidlede.
Denne kløft har i den grad præget litteraturhistorien. Novellen Ane-Mette af Henrik Pontoppidan fra 1887 tager afsæt i netop denne kløft.
Gennem ironi og realisme portrætterer Pontoppidan de trænge kår, som proletariatet må gennemleve i 1887.
Han portrætterer Elsebeths nedværdigende oplevelser, som indebærer opgravningen af hendes døde datter, Ane-Mette. Men ulighed hører ikke blot historien til. Danmark er stadig præget af forskelle mellem dets borgere.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I Ane-Mette benytter Pontoppidan samtidigt konsekvent realisme i hans sine meget detaljerede miljø- og personbeskrivelser.
Hans realisme kan perspektiveres til den realisme, der er gennemgående i Helt ude i hampen, hvor Pedersen beskriver det fattige og dunkle boligområde, som romanen er centreret omkring.
Hun beskriver endvidere på meget effektiv vis, hvordan menneskene i dette område er nogle vaklende eksistenser med store problemer.
Denne tydelige brug af realisme i Ane-Mette kan ses i følgende citat: ”Hun sad nu under Hyldebusken i sin fattige Højtidsdragt, og ved Siden af hende sad hendes yngste Barn, en bleg lille Pige paa elleve Aar. […]
paa Fødderne et Par altfor store, graa Tøjstøvler, der tydeligt havde tilhørt en eller anden gammel Dame med svære Knyster” .
Mens brugen af realisme i Helt ude i hampen kan ses i følgende citat: ”Når jeg lukker øjnene, kan jeg også se kvarteret helt tydeligt;
de store grimme gråhvide betonblokke og beboerne – samfundets mindst succesrige individer – der aldrig kan holde sig på dydens smalle sti.”
Pontoppidans realisme bruges til at skabe et billede af Elsebeths fattigdom, et billede af en nedslidt kvinde, som har måttet pukle for at kunne brødføde sine børn.
En kvinde, som giver sine børn klæder på kroppen med de begrænsede midler, hun har. Den meget realistiske skrivestil er også med til at understrege, at hele situationen er realistisk.
Elsebeths situation er ikke overdramatiseret, den er blot fortalt i dens egen elendighed, og det er elendigt nok i sig selv.
Skriv et svar