Portfolio

Opgaven bygger på det, I indtil nu har gennemgået og læst if. perioden Det moderne gennembrud, dvs. at opgaven er en slags viden-opsamling på det, I indtil nu har læst og fordybet jer i if perioden.

I denne opgave skal I derfor tage udgangspunkt i de noter, I har lavet til forløbet (forløb 10, modul 1 og modul 2).

Fokus i opgaven er at I samler og formidler jeres noter og jeres forståelse af det læste stof. SÅ altså IKKE stikord og punktopstilling.

Opgavebeskrivelse
Opgave 3.
Portfolio over arbejdet med Det moderne gennembrud. Analyse af Ane-Mette, Henrik Pontoppidan
- Portfolio
- Kort om opgaven

Det moderne gennembrud
1. en redegørelse for den naturalistiske skrivestil.
2. en analyse af novellen Ane-Mette.
3. En perspektivering, hvor I ser novellen i perspektiv til perioden, altså hvor I bruger jeres litteraturhistoriske viden if novellen.
- FOMALIA:
- Her er novellen i sin hele tekst.

Ane-Mette
- Af Henrik Pontoppidan

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Den vej, der fra Lillelunde by fører i vest, bugter sig først på en strækning af næsten en fjerdingmil henover fladt land med spredtliggende gårde og grønne agre.

Derpå kravler den møjsommelig op ad en knudret og ufrugtbar højderyg, der temmelig brat hæver sig fra slettelandet.

Først efter flere svingninger når den bakkedragets højeste og yderste punkt, hvor en gammel kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin mundindhegnede kirkegård.

Den ligger oppe på den nøgne pynt mellem rævehuler og lærkereder og synger daglig sine morgen- og aftensange med en klar røst, der i stille vejr kan høres inde i byen. Ved højtidelige lejligheder, f.eks. hver gang en af de Lillelunde folk gør sin sidste

langsommelige kirkefærd op igennem hulvejene, falder den ind med stærkere og malmfuldere stemmer … en stor (til 4 mark og 8 skilling) for bønder og velhavende håndværkere og en noget mere beskeden (à en rigsort), til hvilken husmænd og jordløse indsiddere ager op til deres fædre, …

for nu slet ikke at tale om sådanne fattige stympere, der ligesom ad en bagvej listes over i evigheden uden anden musik end præstens amen og grusets tre hule bump på det tynde kistelåg.

Selve kirkegården er nøgen og uhyggelig – opreven af vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over gravene.

Men rundt omkring åsen breder landet og fjorden sig i milevid forening for ens øjne, og i vest – hvor brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet fjordvig opfyldt med høje rør og siv, over hvis bølgende flade der i det sildige efterår lægger sig de vidunderligste toner af gult og rødt og orange, og hvorfra der navnlig ved aftenstid, når solen går ned bag de blånende højder i vest, stiger et næsten øredøvende spektakel af fugleskrig, et virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende stemmer, der som en helvedes koncert stiger herop i højdernes paradisiske fred.

En meget varm sommerdag sad en midaldrende kone udenfor kirkegårdsporten under en hyldebusk, i hvis tynde skygge hun havde søgt ly for den bagende sol.

Hun var i sørgehætte og sort sjal og støttede den noget lange, fremskudte hage i hulingen af en knoklet, af arbejdet mishandlet hånd, mens hun – hensunken i tanker – stirrede ud over fjorden.

Det var en kone, der var vel kendt i egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige navn: Niels Nilens brud. Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt.

Thi både sit navn og sin berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire år siden afdøde mand, Niels Nilen, der – endda han blot var en fattig fjordfisker – havde opnået en navnkundighed, der endnu længe ville bevare hans livs bedrifter mod forglemmelse.