Analyserende artikel naturlyrik

Indledning
Mennesket har, på nær i den seneste brøkdel af vores eksistens, levet i naturen, men i de sidste århundreder har mennesket rykket naturen længere og længere fra sin tilværelse.

Mennesket drages stadigt mod naturen, men på trods af dette udnytter vi og distancerer vi naturen fra os.

Forholdet mellem mennesket og natur er blevet gradvist mindre lige, hvor mennesket førhen var en del af naturen, har vi nu ophøjet os over naturen, og bruger den som vores ejendom og ressource.

Denne udvikling er blevet intensiveret yderligere i de seneste århundreder og ved at undersøge lyriske fremstillinger af naturen i digtene Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om og Morgen-Vandring., kan vi undersøge hvordan denne udvikling kommer til udtryk gennem litteraturen.

Uddrag
Denne frustration over udnyttelsen af naturen er også tydelig i ”Morgen-Vandring”: ”Smaablomster! Ak som det Eder gaaer, // Saa gaaer det mig. // En stakkels Poet, som en Kornblomst staaer, // Og græmmer sig.” (linje 81-83).

Ejeren af markblomsterne benytter kun blomsterne til tobak, og ikke forstår den skønhed, som gud ifølge digterjeget har givet dem. På samme måde føler digterjeget at samfundet ikke forstår det smukke i ham og at han ligeledes bliver udnyttet.

Han bruger en besjæling til at demonstrere naturens harmoni med mennesket, hvilket betyder at han i højere grad kan sætte sig selv i forbindelse med blomsterne.

Ligesom i digterjeget gør det i ” Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle” kritiseres samfundet altså for at udnytte og ødelægge naturen.

En hel central forskel er dog håndteringen af kritikken, hvor Ørtoft konstaterer magtesløshed overfor problemerne, forener digterjeget i ”Morgen-Vandring” sig med naturen.

Denne forskel siger meget om det forskellige natursyn i de to digte og dermed også forskellen på de litterære perioder de er skrevet i; i Oehlenschlägers digt er naturen i harmoni, og minder digterjeget om storhed og gud.

”Morgen-Vandring” benytter sig af klassiske romantiske træk som førnævnte besjælinger og andre sproglige virkemidler, men også som forestillingen om kongeriget i naturen, hvilket kommer til udtryk når han tænker at en stenhob han ser på sin vej, kan have haft et tidligere liv som kongeting (vers 2 ll. 10-16).

På denne måde er digtet præget af en positiv stemning og en forelskelse i naturen på trods af samfundets negative indflydelse på den.

De to digte bærer altså begge præg af en fascination af naturen og et ideal om ikke at fortsætte udviklingen mod mere udnyttelse af naturen.

I ”Morgen-Vandring” er kærligheden til naturen meget eksplicit, hvorimod den kun kommer til udtryk ved foragten for samfundet der nedbryder og ødelægger naturen i Ørtofts digt.

De to digterjegers natursyn er derfor også forskelligt idet Oehlenschlägers digterjeg forelsker sig i naturen og forener sig med den hvorimod digterjeget i ”Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om” opgiver og i stedet beklager i fortvivlelse.

Disse to natursyn er, ligesom det øvrige indhold af de to digte særligt karakteristiske for deres litterære periode, hvor den idylliske struktur og harmoniske billede af naturen og mennesket der forenes stemmer overens med romantikken og Ørtofts digt der er en kaotiske ursump af fortvivlelse og frustration over verden klart er i dur med postmodernismen.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave

  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal

Premium 39 DKK pr måned

  • Adgang nu og her
  • 20 Downloads
  • Ingen binding
  • Let at opsige
  • Adgang til rabatter
  • Læs fordelene her
Få adgang her