Indledning
Igennem historien har der over hele verden hersket forskellige syn på ”racerne”. Det har haft den konsekvens, at nogle føler sig undertrykte og ligefrem mindreværdige.
For mange år siden levede de farvede frygtelige og barske liv på grund af raceadskillelsens bånd og diskriminationens lænker, men finder det i virkeligheden stadig sted lige under vores næsetipper? Eller er det bare noget som vi ikke vil vedkende?
I talen ”Jeg har en drøm”, der er skrevet af den amerikanske frontfigur for den amerikanske borgerrettighedsbevæglese, Martin Luther King, og holdt den 28. august 1963 i Washington D.C. stiller han raceforskellene og uligheden i Amerika til debat.
Han beskriver de farvedes trange vilkår og hvordan løftet om frihed og lighed for alle blev bundet af friheds- og uafhængighedserklæringen.
Dog påstår han, at det løfte ikke er opfyldt for alle farvede og ønsker med talen at opnå, at alle Guds børn kan se hinanden som ligeværdige og kigge på hinanden som brødre og søstre.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I talen udtrykker Martin Luther King sin holdning til de farvedes skændige forhold ved at anvende appelformerne etos, logos og patos. Han opbygger en troværdighed fra lytternes side ved at bruge etos.
Det gør han ved at være ’ekspert’ på området, altså ved at være frontfigur i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, men også ved de mange udtalelser han har haft førhen.
Samtidig opbygger han også en troværdighed gennem hans kropssprog og hans alvorlige holdning og udstråling til hele emnet.
Derudover er Martin Luther King selv mørk i huden, hvilket betyder at han har oplevet på egen hud hvordan farvede har haft det og stadig oplever den dag i dag.
Det gør ham mere troværdig end hvis det havde været en hvid person, som havde givet talen, da Martin har et større indblik i farvedes vilkår og forhold samtidig med at han siger ”vi”, så han snakker altså også på vegne af de farvede og borgerrettighedsbevæglesen som helhed.
Skriv et svar