Indledning
Tingseventyret Sneemanden er skrevet af H.C Andersen i 1861, som foregik i romantikken. Fortællingen foregår på en gård i den kolde vintertid. (styk 15)
Et tingseventyr er en undergenre til kunsteventyret. Kunsteventyret er kendetegnet ved, at det er personligt udformerede af en forfatter. Derudover bærer et kunsteventyr store præg af forfatterens personlige sprogtone, samt forfatteren kendes og i hvilket år eventyret er blevet skrevet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Eventyret handler om en snemand, som både kan tale og tænke (Styk 5). Grundet snemanden er menneskelig viser det, at forfatteren benytter sig af besjæling. Snemanden er i dette eventyr hovedpersonen.
Snemandens ven, som er lænkehunden, fortæller snemanden hvordan det er at leve sammen med hærfolket.
Lænkehunden fortæller snemanden historier om kakkelovnen, hvilket i høj grad fascinerer snemanden. Derefter bliver snemanden forelsket i kakkelovnen. Udenfor står snemanden i en intensiv og barbarisk kulde, hvor han hverdag står og kigger på den brandvarme kakkelovn.
En skønne dag blev det forår, og snemanden smeltede. Tilbage stod en kakkelovnsskraber, som sørgede for at snemanden var stabil, og ikke faldt fra hinanden. Snemanden udvikler sig i eventyret fra barn til voksen, og til sidst døden.
Fortællertypen i eventyret er en alvidende 3. Persons fortæller, hvor man følger snemandens og lænkehundens handlinger og holdninger. I styk 1 ses det, at snemandens tanker bliver tilkendegivet. I eventyret benytter H.C. Andersen sig meget af ironien og den sorglystige vinkel til kærligheden. Dette ses i snemandens tankegang.
Snemanden er tiltrukket af kakkelovnen, og hvis han ikke kommer i nærheden af kakkelovnen, dør han af ulykkelig kærlighed. Kommer han tæt på kakkelovnen, så dør han af varme, da snemanden vil tø op. Dette hentyder også til modsætningerne. Nemlig kulde og varme.
Skriv et svar