• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 7 tal
  • Ord: 987

Indledning
Pia Juuls novelle, “Alle kan ro,” blev udgivet i 2008, og drejer sig om en nittenårig kvinde, som lige er blevet student. Hovedpersonen begiver sig ud i et nyt kapitel af hendes liv, da hun skal flytte til Århus for at studere videre på universitetet.

Det meste af historien finder sted på en kanotur, hvor hovedpersonen og hendes familie er samlet for at fejre hendes 19 års fødselsdag. Hovedpersonen både glæder sig og frygter at skulle starte sit nye selvstændige liv i Århus, da hun ikke ønsker at forlade sin barndom, og begynder langsomt gennem novellen at tvivle på om hun overhovedet er selvstændig nok.

Hovedpersonen har aldrig foretaget sig noget selvstændigt, eftersom hendes mor har hjulpet hende og taget beslutninger for hende gennem hele hendes liv. Hovedpersonens nye liv begynder, da hun sidder i togkupéen klar til at tage afsted til Århus.

Hun opdager en ældre kvinde, der viser sig at være død. Hovedpersonen undlader at oplyse sin mor omkring den ældre kvinde, så hun selv kan håndtere situationen, og vinker blot farvel til sin mor, da toget kører.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
”​Det var afslutningen på min barndom, på min fødselsdag, og i morgen begyndte det nye liv.” (S. 63 L. 4 - 6) S​ elvom hovedpersonen forlader sin barndom for at rejse videre i retningen af sit nye liv, tvivler hun på sine kompetencer, da hun aldrig har lært at stå på egne ben.

Hun sætter spørgsmålstegn ved sine egne evner efter en mislykket ro-lektion på hendes nittenårs fødselsdag. “​Og hvorfor kunne jeg ikke ro? Det gav jo ikke mening. Hvorfor havde al den spejderånd aldrig smittet af på mig?

Hvorfor kunne jeg ikke stege kyllingelår? Nu var det for sent, nu skulle jeg hjemmefra. Hvad kunne jeg?”​ ​ (s. 62, l. 9)
Hendes konstante tvivl på egne evner og kompetencer er med til at danne en afspejling af en meget usikker person, der er afhængig af folk omkring hende og ikke kan finde ud af at råbe op, når noget er galt.

​“Klumpen i min hals var ikke forsvundet, blot vokset til dobbelt størrelse i nattens løb, og i bilen sagde jeg ikke en lyd, sad bare og sank og sank” (S. 63 L. 15 - 17)

Hun har aldrig lært at tage ansvar eller spørge om hjælp, fordi hendes mor altid har taget beslutningerne for hende.