Indledning
Abort er et særdeles omdiskuteret emne, med en del forskellige synspunkter, både i vores samfund, men også hele verden rundt.
Vi ser jævnligt hvordan folk demonstrerer både for og imod abort, og i USA træder demonstrationerne især frem.
Modstanderne har den holdning at abort er det helt samme som at slå et andet menneske ihjel, mens de der er tilhængere, lægger meget vægt på, hvad der sker, når man forbyder abort, og hvordan det kan påvirke både kvinder og børn, ved at sætte et uønsket barn til verden.
Som sagt mener tilhængerne, at ved at forbyde abort vil dette kun føre til uønskede børn og et utal af ulovlige aborter, som vil blive udført uhygiejnisk og derved måske livstruende for moderen.
I Danmark blev den frie abort indført i 1973, og siden der har den herskende diskurs om emnet været, at abort er kvindens frie valg, altså det er kvindes valg om hvorvidt hun vil have barnet eller ej.
Som forudset er det selvfølgelig ikke alle der tilslutter sig denne diskurs. For der eksisterer en moddiskurs, som lægger meget vægt på at fosteret altså har fået et liv, selv om der er diverse regler for hvornår man senest kan få en abort.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Ækvivalenskæden til nodalpunktet ”abort” består af ordene ”drab”, ”et rigtigt menneske”, ”slå den lille ihjel”, ”undfangelsen” og ”den ufødte”.
Det vil sige, at abort defineres som drab på et menneske. Barnet omtales ikke som ”foster”, men som et ufødt menneske, og undfangelsen italesættes som det øjeblik, hvor dette menneske skabes.
Ækvivalenskæden til det andet nodalpunkt, ’samfundets abortetik’, består af formuleringerne ”smertefyldt”, ”ikke et rigtigt menneske”, ”vore egne behov”, ”absurditet”, ”ordkrumspring” og ”udhuler anstændigheden”.
Vi ser ligesom alt det her med, hvordan samfundets abortetik italesættes som noget smertefuldt, hvor der kun tages højde for de voksnes behov og hvor ingen tænker på barnet.
Etikken gør mange krumspring for ikke at se barnet som et rigtigt menneske, men derimod som et foster, og for ikke at kalde abort for drab.
Ketty Dahl italesætter altså abort som et spørgsmål, hvor vores normale etik og moral er slået fra.
Af egoistiske grunde vil vi ikke se sandheden i øjnene og kalde abort for det, det er, nemlig drab på et menneske.
Til at underbygge denne diskurs og gøre den endnu mere troværdig bruger Ketty Dahl en række virkemidler i sin debatartikel.
Hun bruger billedsprog, idet hun sammenligner den nuværende abortsituation med vandtortur, hvor offeret langsomt ’knækkes’ ved at der drypper dråber af vand ned i hovedet på ham dag efter dag; ”efter flere dage var den tortureredes hoved så smertefyldt, hvor dråben ramte, at det var ubærligt”.
På en lignende måde knækkes vores normale etik og moral af, at den ene abort efter den anden foretages, dag efter dag.
Med denne sammenligning får Ketty Dahl italesat abort som noget, der er lige så forkert som vandtortur. Og vi kan alle sammen blive enige om, at tortur er forkert.
Eksemplerne, som trækkes frem i artiklen, bruger hun i den grad til at understøtte sin påstand om, at vi er dobbeltmoralske mennesker i vores abortetik:
”Jeg talte en dag om abort med en bekendt, som sagde: Jeg bryder mig ikke om abort, men jeg synes alligevel, det er vigtigt, at kvinder har den ret.
Skriv et svar