Almen sprogforståelse | Analyse

Sociolingvistik Ordet sociolingvistik er sammensat af socio og lingvistik. Lingvistik betyder sprogvidenskab, og forstavelsen socio betyder ”samfundsmæssig”, så begrebet sociolingvistik angiver således en måde at undersøge sprog på der inddrager en samfundsmæssig sammenhæng. Man studerer den faktisk anvendte sprogbrug sådan som den viser sig hos mennesker, betinget af sociale forhold som uddannelse, alder, køn og oprindelse. Det gælder de faktiske sproglige varianter og de forskellige sprognormer der findes i et sprogsamfund, fx det danske. Norm Ligesom der er regler for en fodboldkamp, er der også masser af skrevne og uskrevne regler, når vi har med sprog og kommunikation at gøre. Og det kan være fatalt ikke at kende disse normer. Redskaber og begreber Sociolingvistikkens udgangspunkt er at sprog er et socialt fænomen. Vi bruger sproget forskelligt, og den måde vi taler på, siger noget om hvem vi er, og hvor vi kommer fra - og ikke mindst hvem vi gerne vil høre sammen med. Indvandrerdrengen på Nørrebro taler ikke nødvendigvis sammen dansk som den gamle fisker på Bornholm - dertil er deres baggrund for forskellig. Sprog har med sociale forudsætninger, kultur og selvopfattelser at gøre. Og sprog er afgørende for vores identitet. I sociolingvistikken undersøges de forskellige varianter der er af dansk, og de normer der ligger bag. Normer vil sige regler, og når det gælder sprog er disse regler en slags usynlige spilleregler for hvad vi opfatter som rigtigt og naturligt. Vi overfører som regel ikke vores måske lidt grove og upolerede snak fra det private til et offentligt rum: Der hersker med andre ord forskellige normer de to steder, men der er ingen lov der siger at det skal være sådan! Normer - standardsprog og ikke-standardsprog Standardsprog Den sprognorm som ikke virker særlig påfaldende og som ikke afslører meget om hvor vi kommer fra, er standardnormen. I Danmark kalder vi den rigsmålet eller rigssproget. Det er fx det sprog vi hører når værten i tv-avisen læser op. Og det er det skriftlige dansk du ser hver dag, fx lige nu i dette materiale. Det er netop ikke bestemt som en særlig gruppes sprog. Det er den norm der har den største prestige, og når vi taler om at noget er korrekt dansk, mener vi at det tilhører dette standardsprog. Denne standardnorm er dog ikke så ”neutral” som det umiddelbart lyder. Nærmere bestemt er det en variant af københavnsk, nemlig det københavnsk som tales af veluddannede og midaldrende. Gennem uddannelse og massemedier har den københavnske standardnorm så sat sig igennem som national norm. Dialekt Hvis det sproglige udtryk i høj grad præges af former der kun findes udbredt på et begrænset geografisk område, taler vi om dialekt. Begreber som sønderjysk, fynsk osv. dækker ikke over egentlige dialekter i snæver forstand, men snarere over de forskellige regionalsprog, dvs. tilpasset rigssprog med regionale særpræg i især udtale og ordforråd. Sociolekt Er sprogbrugen stærkt præget af uddannelsesniveau og social placering tales der om sociolekt. Her kan man bruge begreber som højsprog og lavsprog til en social karakteristik af sprogbrugen. Kronolekt Unges sprog adskiller sig fra ældres, dit sprog er ikke det samme som din mormors. Der er altså en forskel i sproget fra generation til generation. En sprogbrug der er karakteristisk for en aldersgruppe, kaldes nogle gange for en kronolekt. Etnolekt Dansk er i langt højere grad end tidligere blevet andetsprog for en række grupper. Det hænger selvfølgelig sammen med antallet af indvandrere og flygtninge - og deres børn. De bringer deres eget sprog med fra hjemlandet eller vokser op i en familie hvor der ikke tales dansk som første sprog, men fx tyrkisk, og møder så alle steder uden for hjemmet et sprog der er fremmed for dem - nemlig dansk. Deres eget oprindelige sprog bliver mindretalssprog. På den måde er der opstået nogle nye normer blandt især indvandrere, en flersprogethed hvor dansk og et andet sprog blandes med nye sprogformer til følge. Nogle gange kaldes det for etnolekter. De forskellige normer giver sig tydeligst udtryk i udtale og ordvalg, og mht. ordvalget er gruppesprog som jargon og slang også relevante for sociolingvistisk betragtning. Sprog varierer også mht. køn, og så er der alle de unikke individuelle udtryk som også præger talen. Pointen i forbindelse med varianter og sprognormer er at der aldrig er stilstand, og at normer blandes og krydses konstant. Det er et spørgsmål om hvor meget og hvor ofte. Der er naturligvis ingen der går rundt og taler slang hele tiden. Og ældre optager selvfølgelig også nye og moderne vendinger og udtale som ellers hører de unge til. Sproget står aldrig stille! Der kommer hele tiden nyt, og pludselig er det nye og afvigende og ”fejlene” blevet til en ny norm, ny standard. Anvendelse En sociolingvistisk tilgang interesserer sig for det sprog der faktisk bruges af mennesker. Man analyserer sprogbrugen i forhold til forskellige normer, og man undersøger den rolle sprogbrugen spiller, for den enkelte og i gruppen. Materialet kan være skriftligt, men ellers er det typisk mundtligt materiale fra radio og tv, eller man kan skabe sit eget relevante materiale ved interview og audio- og videooptagelser man selv har lavet. Også en litterær analyse kan funktionelt anvende sociolingvistiske begreber, fx til analyse af replikker i samtaler eller ordvalget hos fortælleren. Kilde: Sørensen, Jan: Metoder i dansk. Systime i-bog 2011. S. 117. https://metoderidansk.systime.dk Sprogets betydning En aftale mellem sprogbrugerne Ord er en slags symboler, de ligner ikke det de betyder. Man kan ikke se på ordet ”hest” at det betyder ”hest”. Det skal man have lært, lige som man skal have lært at ”hesten” betyder en bestemt hest. Ordene har nogenlunde samme betydning hver gang vi bruger dem, og reglerne for bøjninger er også de samme hver gang. De betyder det samme uanset hvor og hvornår de bruges, ellers ville vi ikke kunne bruge sproget til at kommunikere med. Sprogets betydning er en slags aftale vi har med hinanden fordi betydningen skal være nogenlunde fast for at sproget kan virke. Når vi lærer et nyt ord, kan vi derfor spørge ”hvad betyder det?” - og få et præcist svar. Men fordi betydning er en slags aftale mellem dem der bruger sproget, kan betydning også ændre sig. Det samme ord behøver ikke betyde det samme altid. I dag kan man sige at ”det var rimelig ubehageligt” og mene at det var ”ret ubehageligt” eller ”temmelig ubehageligt”. For en generation eller to siden kunne man ikke bruge ordet ”rimelig” i denne betydning. Da betød det at noget er ”i orden”, ”fair”, ”acceptabelt” eller ”fornuftigt”. Det kommer af udsagnsordet ”rime”. Det der er ”rimeligt”, er det der ”rimer” på virkeligheden - altså passer sammen med noget andet. Og det er jo ikke ”rimeligt” at noget er ubehageligt, det er faktisk urimeligt, men efterhånden har ordet fået en betydning der minder om ”temmelig” eller ”meget”. Ordet har altså flere betydninger, og yngre mennesker vil bruge den nye betydning, mens deres forældre vil synes at det er en underlig - eller måske ligefrem urimelig - måde at bruge ordet på. Vi bruger også ordet ”betyde” om andet end rent sproglige fænomener: ”Min familie betyder alt”, ”et brækket ben betyder et farvel til OL-drømmene”, ”hvis jeg bliver syg, betyder det at jeg ikke får skrevet den stil”. Og også ting kan betyde noget: En Alfa Romeo betyder noget andet end en Skoda, et stykke sushi betyder noget andet end en hotdog, et jakkesæt betyder noget andet end en termovest. Alle mulige fænomener kan betyde noget - og i sidste ende er der ikke noget der ikke har en eller anden betydning. Det skyldes at betydning er noget der er mellem mennesker. Der er betydning i alle de signaler vi sender til hinanden, og i alle de ting vi er optaget af. Betydning handler om hvad der betyder noget for os, og hvorfor det gør det - også sprogets betydning. Grundbetydning Et ords grundbetydning er det pågældende ords mest typiske betydning. De fleste ord kan betyde mange forskellige ting, men de har en grundbetydning som er den mest typiske. Grundbetydningen kan slås op i en ordbog, mens mange af ordenes mere atypiske betydninger fremkommer ved deres daglige brug. Ordet ”hus” betyder ifølge et ordbogsopslag ”en bygning som udgør en selvstændig enhed, og som anvendes til beboelse”. Dette er ordets grundbetydning. Herudover har ”hus” en række andre betydninger: Det kan være en mindre bygning der ikke er beregnet til beboelse (f.eks. et våbenhus), det kan være en beholder (f.eks. et penalhus), eller det kan være en virksomhed (f.eks. et modehus). Herudover kan det indgå i en række forbindelser (f.eks. kan man holde hus med noget, dvs. spare på noget). Selv om de fleste ord kan betyde mange forskellige ting, er det meget sjældent vi kommer i tvivl om hvilken der er den relevante i sammenhængen. Næsten ingen sprogbrugere er i tvivl om hvad der menes, når man siger ”det ligner et rødt hus”, eller ”han er god til at holde hus med sine penge”. Man vil meget sjældent kunne forveksle de to betydninger, de fremgår af den verbale kontekst som ordet ”hus” indgår i. Men når vi kommer lidt ud i de mere atypiske betydninger, bliver det sværere. Hvad betyder f.eks. ”at holde sit hus” i forhold til ”at holde hus med noget” eller ”at holde åbent hus”? Og hvad med ”at melde hus forbi” og ”at være i kridthuset”? Hvad er forskellen på ”at sidde på trapperne” og ”at være på trapperne”? Disse faste vendingers betydning kan man ikke regne ud ved at kende ordenes grundbetydning, derfor er de svære at have med at gøre - og sådanne vendinger er ofte meget vanskelige at lære på andre sprog end ens modersmål.