Indledning
Vi har alle set og hørt dem. Digte er ikke alene om, at fremføre sig som det gør, men i den lyriske verden er digte en stor samling med mange fælles egenskaber og i fast form danner digte følelser og fortællinger vi ikke kendte til.
Den lyriske digtsamling White Girl skrevet af Christina Hagen som udkom i 2012, er en samling af morsomme postkort skrevet af hvide mennesker.
White girl er et værk som handler om 34 ubehagelige rejseoplevelser hvor den hvide pige oplever det ukendte.
Hagens digt er i lyrikkens form en tydelig og skarp kommentar til samfundets orientering om forskelsbehandling.
Det beskriver af udadtil med et rodet sprog og ugrammatiske tegn, men præcist hvordan den typiske hvide person direkte og indirekte udviser særbehandling. =
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Kun styrkemarkører i form af sproglige og tematiske gentagelser, er en tydelig tendens, hvor det lyriske jeg og du er stærkt fremtræden.
Der bliver anvendt sproglige billeder i form af når Hagen nævner “peruviansk ravnemor”, hvilket er et udtryk, der bruges om mødre der forsømmer sine børn.
Denne argumentation viser dermed, at lyrik handler om, at udfolde sig via legende sprog og afspejler skribenten og deres holdninger.
Hagen giver slip på det velbevandret, og lader det barnagtige raseri slippe fri som forvilder det sig ud i helt absurde billeder men formår, at sætte mange politiske budskaber frem.
Effekt af dette indeholder gode og tankevækkende refleksioner, samt giver det digtet et råt og ærligt udtryk.
På den anden hersker der uenighed om denne problemstilling, kritikere af denne forklaring ville fremføre, at White ikke er ægte lyrik og ikke er det såkaldte sprogkunst.
Det kan understøttes af, at sproget ikke et konstruerende sprog, der er opbygget med størst mulig klarhed, regelmæssighed, entydighed og præcision mht. ordvalg og bøjningslære.
Det har modsat et groft sprog og udfolder sig mere som konceptkunst, eftersom ideen forbundet med digtet er mere væsentlige end traditionelle og formelle overvejelser.
Begge synspunkter har sin argumentation i orden, så om White er ægte lyrik, er vel et valg som det enkelte menneske skal tage op med sig selv, og danne egen mening.
Den sproglige faktor kan med et ord beskrives som uformel. Skrivestilen indebærer yderst beskrivende sprog, ved brug af detaljerede ord til at beskrive omgivelserne og følelser.
Det beskrivende ord er stadig vagt nok til, at lade læseren kreere billeder selv i forhold til digtet. Dette medfører, at digtet bliver abstrakt, eftersom det foregår mere ind i hovedet.
Valget af ord skrives på en uformel måde, ved anvendelse af komplekse ord. Der er anvendelse af ligefrem ordstilling hvor det især er præget af subjektet du, samt et handlende verbum.
Det er dog ikke bøjet i den rigtige tid og sammenlagt med de massive grammatiske fejl, gør det digtet svært, at læse.
Der er strejf af billedsprog og lignelser som bidrager til, at sætte tonen og atmosfæren. Tonen er sat i en hård og provokerende tone med brug af slang og bandeord. “
Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret
du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig:
Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!” ( digt 16 ), citatet er frembragt i en nedladende og ondsindet harmoni og de forstærkende ord
som skældsordet luder og satan som er uformel måde, at beskrive ondskaben på, anses ikke pænt at bruge.
Skriv et svar