Indledning
Der hersker ingen tvivl om, at jordens klima er udsat. Vi mennesker udleder tonsvis af co2, og det påvirker kloden samt børnenes fremtid.

Naturkatastrofer og vilde vejrudsving vil ske hyppigere end nogensinde før, og det fortsætter i den retning.

Det kræver ændringer i vores livsstil, forbrugsmønster samt adfærd. Men disse ændringer kommer ikke af sig selv, og for nogle mennesker kan det være hårdt, at se sandheden i øjnene, men det bliver man nødt til.

I debatindlægget af Rasmus Willig sætter han fokus på, at man ikke skal pakke sandheden ind, når man inderst inde godt ved, at den er der.

Der er ikke brug for passiv medvirken i denne tid. Der er brug for én, som kan råbe højt og vise os alle vejen.

Ydermere er der brug for et kollektiv, et samfund, en nation der i fællesskab kan gøre denne jord til et nydeligt sted for vores børn. Der er ikke tid til at pakke tingene ind i vat overfor vores børn.

Uddrag
Hele vejen igennem debatindlægget kan man fornemme Rasmus og hans holdning til dette emne. Han forholder sig meget subjektivt, hvilket er med til at fremme vigtigheden i denne debat .

Han gør brug af mange negativt ladede ord som f.eks. kollektiv kynisme, giver vores børn fingeren, lyver, skræmmende, latterliggjort og hyklere.

Det giver et mere seriøst billede af hans pointe, da der hersker ingen tvivl om, at klimaforandringerne finder sted, og det går hurtigere end nogensinde før.

Der skal ikke tages let på dette emne, da det påvirker en hel klodes befolkning, og vores egne børns fremtid. Der skal gås hårdt til værk.

I underrubrikken kan man læse, at han sammenligner klimakrisen med indianernes regndans . Der skal bare danses rundt, så forsvinder alle bekymringerne, og alting bliver godt igen.

Det kan ses lidt som et ordvalgsargument idet, at det giver et godt syn på, hvad Rasmus egentlig mener om klimakrisen.

Der bliver gjort for lidt, og vi fortrænger virkeligheden overfor dels os selv, men også vores børn. Rasmus gør mest brug af patos og logos. Han bruger patos, da han tager udgangspunkt i børnene.

Han appellerer til læserens følelser, når han giver udtryk for, at vi i bund og grund gambler med vores børns fremtid .

Det vækker nogle følelser i læseren, da enhver forælder vil sit barn det bedste. Han bruger rigtig meget ”vi”, og det giver en fælleskabsfølelse

hvor vi sammen er skyld i denne situation, men også at vi sammen kan løfte os. Han fremtvinger også en skyldfølelse hos læseren idet, at det er de voksnes skyld .

Der skal tages ansvar fremfor at pakke tingene ind i vat. Han bebrejder den voksne generation for den situation, som vi står i, men også for det manglende ansvar .

Det giver en indikation af, at forældrene egentlig ikke er det forbillede og den rollemodel, som de burde være.

Han bruger logos, da han overordnet set mener, at det er almen fornuft, at reagere på klimaforandringerne.

Klimaforandringerne finder sted, og derfor kræver det ændringer i vores dagligdag . Vi har godt vidst i de sidste mange år, at klimaforandringer kommer med hastige skridt

så hvorfor skal man fortsat fortrænge det, i stedet for at imødekomme det, og gøre noget ved det. Han læner sig også op ad videnskabelige rapporter og forskere, som er med til at styrke hans logos.