Indledning
Mennesket lever i dag i en yderst problematisk virkelighed. Børn fødes ind i en klimakritisk verden, hvor klimakrisen står udenfor og ringer på døren.
Danmark er ramt af klimakrisen og dette påvirker hele befolkningen. Klima- og biodiversitetsdebatten brager derudaf, for har vi besluttet os for en ny form for passiv kollektiv kynisme, hvor vi giver alle vores børn fingeren?
og har vi kun den positive tænkning og bibeholder girafsprog blendet med den anerkendende tilgang, der har svar på alle problemer?
Dette er en problematik, som beskrives i Rasmus Willigs, lektor i sociologi. Leder af Center for Offentlige og Privatansattes ytringsfrihed og ph.d.-programleder for socialvidenskab
debatindlæg i Politiken fra d. 8. marts 2020 ”Vi er kede af fake news, men vi lyver vores børn op i deres åbne ansigter hver eneste dag”
Uddrag
Ydermere mener Rasmus Willig, at politikerne er alt for positive omkring hele situationen. Han mener, at befolkningen kun taler tingene op og samtidig glemmer at fortælle den negative del af historien.
Her bliver det igen fortolket, som om, at alting er ih og åh så godt - selvom det i virkeligheden er menneskenes fremtid og levevis, som er på spil.
Han siger også således ”Vi er ked af fake news, men vi lyver vores børn op i deres åbne ansigter hver eneste dag” .
Her mener han, at vi pakker hele situationen omkring klimakrisen ind - for at forstille os at det hele klarer sig selv.
Men hvorfor dog forstille os, at alting er som det skal være, når det i sidste ende er for sent overhovedet at imødegå klimakrisen og det for alvor kun er et spørgsmål om tid før den for alvor flår i vores samfund?
Han mener ikke, at kun de positive eksempler, som skal frem - han synes inderst inde det er tid til forandring og tid til, at folk åbner op og ikke skjuler en så vigtig ting
som individernes fremtid. Hans påstand er her at vi lyver vores børn og ikke mindst os selv op i vores åbne ansigt hver dag.
Hans belæg er, at vi kun fortæller den positive del af eksempler og ikke de negative. Hans hjemmel er, at det ikke kan være rigtig
at der ikke er nogen der ved hvad vi skal gøre, ikke nogen der ved hvor vi skal hen eller ikke tør at tage ansvar, selvom de udmærket godt er klar over hvad der er ved at ske.
Rasmus Willig benytter sig godt af de sproglige virkemidler og især for at overbevise læseren om, at der skal gøres noget inden det er for sent.
Han lavet et helt specielt træk, hvor han inddeler debatindlægget i afsnit, hvor de første ord i afsnittet store med store bogstaver - dette kan man kalde en slags overskrift.
Dette forbindes også med hans holdninger i teksten, da overskrifterne er ting, som politikerne eller generelt befolkningen ikke får gjort eller hørt og derfor er det vigtigt, at fremhæve netop dette.
Dette gør, at læseren bliver mere opmærksom på det kommende afsnit, som læseren skal forholde sig til. Derudover generaliserer han også rigtig meget gennem hele debatindlægget.
Et eksempel kunne være her” Så vi har altså besluttet os for en ny form for passiv kollektiv kynisme, hvor vi giver vores børn fingeren.” .
Her generaliserer han, at alle kollektivt er ligeglade med deres børns fremtid. Disse generaliseringer fortsætter gennem hele debatindlægget.
Skriv et svar