Indledning
Klimaet og dets udvikling er et af nutidens største omdrejningspunkter både i de analoge og digitale medier. Politikkerne diskuterer, hvilke love og restriktioner, der skal være overfor både erhvervslivet og befolkningen.
Virksomheder har ”sustainability” på dagsorden og flasher det over for slutbrugeren. Derudover er det blevet ”smart” at plante et træ for at betale for sin dårlige samvittighed.
Ude i de enkelte hjem er der også kommet fokus på klimaet. Vi sorterer vores affald. Vi køber hybrid- og elbiler. Vi har holdninger til, hvad vi spiser.
I debatindlægget ”Vi er kede af fake news, men vi lyver vores børn op i deres åbne ansigter hver eneste dag”, der er skrevet af Rasmus Willig, lektor i sociologi, er det netop emnet om det kommende klimakollaps som tages til debat.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I debatindlægget anvendes appelformen patos, da Rasmus Willig udstiller læserens egne børn som ofre for det kommende klimakollaps ”Jeg vil helt vildt gerne høre, hvorfor du er helt ligeglad med vores børns fremtid?”
En anden måde hvorpå Rasmus formår at skabe patos i debatindlægget er igennem personliggørelse.
Det skabes ved brugen af stedordet ”vores”, når børnene nævnes på den måde, så prøver han at få modtageren til at forstå, at det ikke først er en generation langt ude i fremtiden
som vil mærkes af konsekvenserne, men det faktisk er modtagerens egne børn som vil blive ofre for klimakrisen.
Ramus håber på, at brugen af personliggørelse vil spille på læserens samvittighed og følelser, da han ved at alle forældre ønsker det bedste for deres børn ”Så vi har altså besluttet os for en ny form for passiv kollektiv kynisme"
hvor vi giver vores børn fingeren.” Han gør brug af denne form for personliggørelse gennem hele debatindlægget.
En appelform som slet ikke er til stede i debatindlægget, er logos, da Rasmus Willig igennem debatindlægget kommer med en masse udtalelser om klimakrisen uden dog at referere til nogen fagpersoner eller klimarapport, som skulle have udtalt sig om dette emne.
Dog ved han, at kendskabet til dette emne efterhånden er blevet til almenviden, men i det han ikke henviser til nogen fagpersoner, er der ingen rygdækning til stede i debatindlægget, hvilket svækker hans etos.
Rasmus Willig opretholder dog sin etos ved brugen af stedordene ”vi” og ”vores” ”(…) men vi lyver vores børn op i deres åbne ansigter hver eneste dag.”
Rasmus Willig har bevidst taget et valg om at bruge stedordet ”vi”, da hans budskab ikke bygger på en anklage om dårligt forældreskab set fra en ekspert udefra, men at han også selv er forældre og dermed kender til vanskelighederne.
Skriv et svar