• Biologi
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: Karakter ikke angivet
  • Ord: 2300

Indholdsfortegnelse
Formål
Teori
- Skadetyper på DNA i forbindelse med UV- bestråling
- DNA'ets reparationsmekanismer:
- Forsøgsorganismens genetik
Materialer
Udførelse
Resultater
Diskussion
- Fejlkilder
- Analyse, vurdering og konklusion
Diverse spørgsmål
- Hvad kan der været sket med en gærcelle siden den blev til en hel rød koloni?
- Hvordan kan testen modificeres til at vise noget om solcremers beskyttende evne?
- Hvordan har man i øvrigt kunne finde ud af absorptionsspekteret hos DNA?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Formål:
At fremprovokere ændringer i gærcellers arvemateriale via UV-stråling.
At påvise den dødbringende virkning af UV-stråling.
At kaste lys over hypotesen om, at UV-stråling kan forårsage skader på DNA'et.

Teori:
Skadetyper på DNA i forbindelse med UV- bestråling:
Ved udsættelse af gærceller for UV-stråling kan der forekomme diverse former for beskadigelse af DNA-strukturen.

UV-lyset interagerer med elektroner, der binder atomer sammen for at danne molekyler. Dette medfører opdeling af disse molekyler i mindre komponenter, da forbindelserne i DNA, RNA eller enzymer bliver brudt.

På side 43 i materialet præsenteres en oversigt over potentielle typer af skader på DNA'et i relation til UV-udsættelse.

a) Når to nærliggende baser udsættes for UV-stråling, kan de binde sig sammen via en proces kaldet dimerdannelse.

Disse bindinger opstår specifikt mellem to thyminbaser, to cytosinbaser eller en thyminbase og en cytosinbase.

Dimerdannelse kan også forekomme mellem de to strenge i DNA'et, hvor to baser i hver streng er forskydte på grund af baseparringsprincippet.

Dette betyder, at en thyminbase aldrig vil være over for en anden thyminbase eller cytosinbase. Det er vigtigt at bemærke, at illustrationen muligvis ikke fuldt ud viser DNA-strengene i en tredimensionel form.

b) Øverst på tegningen kan du se, hvordan vand kan forbinde sig med en thymin- eller cytosinbase gennem en proces kaldet hydrering.

c) Der er mulighed for en afbrydelse i selve DNA-kæden, det vil sige mellem fosfat-kulhydratbindingerne. Dette kaldes logisk nok for et kædebrud.

d) Når en af de svage hydrogenbindinger mellem baserne i DNA brydes, kaldes denne mutation for en denaturering. Både hydrering og dimerdannelse kan kun forekomme, hvis der først sker en lokal denaturering.

e) Den mest alvorlige skade forårsaget af UV-bestråling er blokeringen af DNA-molekylets replikation, hvor DNA-polymerasen mister sin funktion.

Som resultat heraf kan cellen ikke transportere nyt DNA-materiale til eventuelt replikerede celler, hvilket resulterer i ophør af væksten.

Den mest almindelige form for mutation forbundet med UV-bestråling er dimerdannelse, især mellem to thyminbaser.