Indledning
Døden er et uoverskueligt fænomen. Det er svært at forholde sig til, forestille sig og ikke mindst sætte ord på. På trods af frygten for at se livets ende i øjnene er det et tema, som alle kulturer har beskæftiget sig med i årtusinder.
For døden er også vores fælles skæbne, og vi er tvunget til at tage stilling til den. Livet kan på samme måde være overrumplende og svært at forstå. Vi stiller os selv spørgsmål som: har jeg en skæbne?
Hvad gør mit liv værd at leve? Hvilke aftryk sætter jeg på verden? Det, som adskiller livet fra døden, er dog, at det er velkendt. Døden derimod kan ingen levende beskrive. Den er ukendt og mystisk, og lige netop derfor er den interessant at arbejde med.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det lyriske jeg forsøger i digtet at forbinde den ydre verden med sin indre verden: ”Lær mig, o lille trækfugl, du, / at svinge mig med frejdig hu / til ubekendte strande!” (s. 2, v. 1-3).
Jegets længsel efter frihed og Paradiset beskrives gennem trækfuglen, som frejdigt flyver afsted. Trækfuglen bærer en guddommelig frihed i sig, som jeget ser og mærker.
At naturen skulle rumme det guddommelige er et klart tema gennem hele digtet. Det vises gennem besjæling af naturen og ved gentagelsen af ordene ”lær mig”.
Sådan begynder de første strofer og taler direkte til naturens væsener: træet, trækfuglen og sommerfuglen. I sidste strofe bruges samme ord til at tale direkte til Jesus Krist.
Denne gentagelsesfigur sidestiller tydeligt naturen med den guddommelige frelser. Det, at jeget tilbeder naturen og ser op til dens visdom og frihed, er på samme måde med til at ophøje det naturlige til noget åndeligt.
Brugen af symboler er ofte fremtrædende i litteratur om død. Det kan være nemmere at beskrive døden, som ellers er abstrakt, hvis vi forbinder den med lidt mere konkrete ting som krager, manden med leen eller paradisets have. Også i dette digt bliver symboler brugt til at portrættere døden.
Skriv et svar