Lær mig, o skov, at visne glad | Analyse | Adam Oehlenschläger

Indledning
Et eksistentielt spørgsmål mange ønsker svar på i dag er – skal vi gå døden i møde med frygt? Dette spørgsmål ønsker det lyriske jeg at få svar på i ”Lær mig, o skov, at visne glad” af Adam Oehlenschläger.

Her fornemmer vi det lyriske jegs ønske om at lære hvordan naturen dør glad. Det lyriske jeg henvender sig også til Jesus selv, og har stor tiltro til, at han får et liv i paradis efter døden.

I denne analyserende artikel analyseres Oehlenschlägers digt med fokus på komposition og sproglige virkemidler.

Herefter sammenligner vi digtet med Benny Andersens digt ”Ode til døden” med fokus på de to forskellige digts syn på døden og sætter dem derefter ind i en litteraturhistorisk sammenhæng.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Her ønsker det lyriske jeg, at Jesus skal lære jeg’et at tvinge sorgen. Der benyttes ikke længere metaforer, men direkte sprog – dette understreger det lyriske jegs udvikling i form af, at jeg’et nu fortæller direkte hvad han længdes efter.

”Lær mig, o skov, at visne glad” er en salme. En salme bruges ofte i en kristen, religiøs kontekst. I denne salme beskæftiger Oehlenschläger sig med livet og hvordan man lærer at acceptere døden uden sorg og frygt.

At Oehlenschläger vælger en salme, giver os et indblik i hvilken virkning kristendommen har haft på ham og spørgsmålet om livet og døden. I ”Lær mig, o skov, at visne glad” ser vi også, at det er Jesus som i sidste ende kan hjælpe jeg’et med at acceptere døden.

Det lyriske jeg har stor tiltro til Jesus og tvivler ikke på, at han oprigtigt kan hjælpe ham. Han omtaler Jesus som:

”Du, som fra skyen smiler hist” (strofe 6, vers 1) og ”min Herre, frelser” (strofe 6, vers 2). En salme er som regel en anerkendelse af Gud og/eller Jesus, som man tydeligt ser i digtet her.

Digtet har som sagt mange metaforer, som alle omhandler digtets tema, nemlig døden og hvordan denne skal accepteres. Den første metafor i digtet møder vi allerede i strofe 1 vers 1: ”Lær mig, o skov, at visne glad”.

Dette er en metafor for døden, hvor visne er en metafor for at dø. Det lyriske jeg forbinder den tid på året, nemlig efteråret, hvor bladene i skoven visner med at dø. Strofe 2 vers 4: ”Når alt er vinter her og is”, er også en metafor om døden - vinteren sammenlignes her med døden, da ingen kan overleve i kulden.