Indledning
Frygten for døden har formentlig altid fundet sted i mennesket. Vi er dyr, kodet til at forhindre døden i det omfang, det kan lade sig gøre.
Men ikke desto mindre er døden en uundgåelig del af livet. Om det er en gave eller en byrde, at vi kender til vores endelig dom, er der delte meninger om.
Men atter er vi vores dom bevidste. Og med den erkendelse er det op til os selv at spekulere og forholde os til.
Hvad end det er gennem humor, religion eller ignorance, skal vi alle en skønne dag se døden i øjnene.
Og det er lige præcis hvad de to digte Lær mig, o skov, at visne glad af Adam Oehlenschläger og Ode til døden af Benny Andersen skildrer; mødet med døden.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Overordnet dominerer det guddommelige i Oehlenschlägers digt. Dette kommer især til udtryk i strofe 4 ”Du, som fra skyen smiler hist //min Herre, frelser, Jesus Krist // lær mig at tvinge sorgen!”(strofe 4, vers 1-3).
Her pakker jeg’et ikke det guddommelige ind i panteistiske metaforer, men taler derimod direkte til Gud. Her kommer ærefrygten for døden til udtryk i jeg’et, idet jeg’et spørger Gud om hjælp.
Digtet bærer i høj grad præg af dets litteraturhistoriske sammenhæng, som man eksempelvis kan se i jeg’ets romantiseringen af døden.
Ode til døden af Benny Andersen fra 2001, er noget anerledens i dets opbygning og rim. Generelt er digtet ikke præget af nogen bestemt form eller stilmæssig æstetik i dets struktur kontra Oehlenschlägers digt.
Digtet forekommer af den grund mere flydende, men også til tider tilfældigt. Sådanne træk ses tit i moderne digt, men det kan af den årsag også til tider minde mere om en knækprosa end et digt.
Dog fremstiller Andersen et par bogstavrim, som giver digtet et lyrisk præg ”når hun lider lider jeg // når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til
sådan er det bare // så kom ikke for godt i gang // gigt og andre skavanker // skal vi nok selv ta os af” (strofe 3, vers 8-13)
Her remser Andersen en liste ord; lider-lider, sådan-så, godt-gang-gigt, skavanker-skal, som ikke er decideret rim, men som kan give en vis rytmik til oplæsningen.
Udover at være moderne og uformelt i sproget, kommer Andersens skriftlige stilart let og humoristisk til udtryk i digtet.
”god dag at dø på // hvis det skulle være // om end mandag ville passe bedre” (strofe 1, vers 13-15), Det er især vendinger som ovenover
der får døden til at virke noget banalt og trivielt i digtet. Digtets jeg har samme gennemgående tilgang til døden gennem hele teksten.
Skriv et svar