Indledning
Livet og døden er begge begreber, man aldrig kan vide sig helt sikker på, derfor har synet på disse ændret sig meget gennem tiden.
To eksempler, der tydeligt viser denne ændring er digtene Lær mig, o skov, at visne glad (1813) af Adam Oehlenschläger og Ode til døden (2001) af Benny Andersen.
Både døden og livet bliver omtalt i henholdsvis salmen og oden, dog på vidt forskellige måder.. . . . . . Digtet og salmen Lær mig, o skov, at visne glad (1813) er skrevet af Adam Oehlenschläger. Det består af fire strofer, hvert bestående af seks vers.
Disse vers slutter alle på enderim, som kan skrives op i et rimskema således: a-a-b-c-c-b. Dette rimskema gentager sig som sagt for hver strofe, og effekten af dette er en fast rytme og genkendelighed, hvilket er vigtigt for en salme.. . . . . .
Yderligere er digtet et typisk romantisk digt. Karakteristisk for romantikkens værker er, at naturen idylliseres, og at det lyriske jeg ønsker at blive ét med denne.
Dette kan også ses i digtet af Oehlenschläger. Her kommer det til udtryk gennem jegets ønske om at lære af skoven, som værkets titel også skriver.
Jegets ønske af naturen er at lære, hvordan man dør lykkelig. I første strofe, fjerde vers står der: ”der grønt mit træ skal herligt stå // og sine dybe rødder slå // i evighedens sommer”.
Her i dette vers bliver ’evighedens sommer’ et symbol på himlen, det guddommelige, som alle ønsker at blive en del af.. . . . . .
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I Benny Andersens Ode til døden fra digtsamlingen Sjælen marineret (2001) kommer det tydeligt til udtryk, hvordan det lyriske jeg ikke ønsker at dø.
Digtet, eller oden, står på næsten alle fronter i kontrast til Oehlenschlägers salme, da Ode til døden (2001) hverken har en fast komposition eller et rimskema.
Der er derudover heller ingen andre romantiske træk end kærligheden til sin elskede i Andersens digt, hvilket giver god mening, da det ikke blev skrevet i romantikken som det første digt.
Yderligere er Andersens ode præget af en underforstået humor. Han beskriver døden som noget banalt: ”god dag at dø på // hvis det skulle være // om end mandag ville passe bedre” (strofe 1, vers 13).
Hvor Oehlenschläger ser frem til døden, selvom han alligevel frygter den en smule, vil Andersen for alt i verden udskyde sin død.
Men han ønsker ikke at udskyde den på grund af frygt for døden, men på grund af sin kærlighed til sin elskede.. . .
Skriv et svar