Stanken af privilegium hang tungt i luften | Analyse

Indledning
I løbet af de seneste 10 år er fokusset på politisk korrekthed blevet skærpet i så høj grad, at der nu er tale om en decideret cancel-kultur.

Vi er blevet mere opmærksomme på hvordan vi udtaler os og agerer, specielt som offentlig skribent i medier eller bøger.

Dette er til for at bekæmpe og beklage fortidens fejltagelser og rædsler. Særligt vores sociale baggrund, race, køn og rang præger nu i højere grad vores handlinger, hvad angår det vi kan tillade os og ikke kan tillade os.

Men hvis kun forfattere må berette om hvad deres egen personlige baggrund, privilegier og rang stemmer overens med, er der så risiko for at litteraturen tørrer ud?

Selve kunsten ved litteraturen er vel, at det er en adgangsbillet til oplevelsen af verden gennem et andet menneskes perspektiv.

Uddrag
En person der stiller sig modsat til Yassmin Abdel-Magied og hendes holdning om vigtigheden af forfatterens baggrund, når det kommer til hvad der må skrives om, er Lilian Munk Rösing.

I artiklen ”Rasmus Bo Sørensen: Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men…” fra Information, d. 13. november 2018, beretter Rösing om hvordan forfattere kan skrive om hvad og hvem de ønsker, uanset deres tilhørsforhold.

Altså at det er i orden at holde kultur og litteratur adskilt fra ens personlige baggrund. Her mener hun netop at kvalitets litteratur bliver skabt.

I Rösings artikel får hun ved hjælp af en litteraturanmelder og lektor fra Københavns Universitet, understøttet hendes argumenter gennem hans eksempler på litteratur.

Litteraturanmelderens svar på hvorvidt der findes eksempler bliver: ”Jeg får lyst til at sige, at jeg næsten ikke kan nævne andet”.

Litteraturanmelderen mener altså at de bedste beskrivelser af romankarakterer, kommer når: ”forfatteren med succes har formået at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt – sin egen identitet.”

Identitetspolitik og politisk korrekthed bør ikke blandes med kunst og litteratur og det interessante ved litteraturen er

at forfatteren kan indleve sig i en identitet, som forfatteren ikke nødvendigvis har meget til fælles med.

Dette mener Rösing forekommer i Henrik Pontoppidans Lykke-Per, hvor Pontoppidans ikke minder meget om karakteren Jakobe; den unge, jødiske overklassepige.

Det signifikante ved netop den fortælling er, at Jakobe er skildret af en forfatter, som er forelsket i hende.

Så er det ikke irrelevant hvilken baggrund forfatteren har, så længe resultatet er god litteratur, som er skabt med respekt for hovedkarakteren?

Jakobe er jo beskrevet positivt og med omtanke. Her er der ikke tale om en hån eller udnyttelse af andre, så jeg ser ikke problemet i at forfatteren bruger Jakobe som karakter selvom han ikke direkte minder om hende.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned
  • Adgang nu og her
  • 20 Downloads
  • Ingen binding
  • Let at opsige
  • Adgang til rabatter
  • Læs fordelene her
Få adgang nu