Skrigeren

Indledning
Mange mennesker stræber i dag efter berømmelse. De søger luksus, materielle goder og popularitet.

Men vejen til berømmelse er en hård og nådesløs rejse, og til sidst betaler berømmelsen en pris. I Villy Sørensens novelle "Skrigeren" fra 1964 følger vi hovedpersonen, Cry, på hans rejse fra at være en almindelig mælkedreng til at blive verdensberømt.

Novellen tilhører konfrontationsmodernismen, hvor de modernistiske forfattere betragter det moderne samfund med kritiske og skeptiske øjne.

I novellen er Cry tydeligt berørt af prisen for berømmelse, da han til sidst møder den tragiske skæbne at blive dræbt af sine fans.

Det er en stor byrde at være en kendis. Man skal leve op til forventningerne fra fans og medier og samtidig være nyskabende hele tiden. Gennem tiden har berømtheder oplevet den samme skæbne som Cry.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Subjektive vendinger som "vel" og "måske" afslører en vis tvivl hos fortælleren over, hvorfor skrigeren blev sådan en stor stjerne. Fortælleren har svært ved at forstå, hvad der gjorde ham så populær.

I novellen bliver skrigeren "Cry" fremstillet som en handelsvare. Han bliver solgt til impresarioen, som eksperimenterer med ham for at finde den rette måde at manipulere hans skrig på.

Dette skaber indtrykket af, at han er et produkt, der skal testes før det sendes ud til offentligheden.

Vi får aldrig indsigt i skrigerens tanker og følelser i novellen, hvilket forstærker hans fremstilling som en anonym vare.

Han bliver portrætteret som identitetsløs, og det tætteste, vi kommer på et navn, er "Cry", som er hans kunstnernavn.

I novellen påtager Cry sig folks smerte. Han udtrykker al verdens sorg gennem sit skrig: "al verdens weltschmerz var kommet til udtryk i skrig" (s. 141). Efter hans død er verden forandret. Cry's skrig har skabt et fællesskab på tværs af verden.

”Alle der ellers talte højst forskellige sprog som ingen kunne forstå, var mødtes i udbrud af fælles ensomhed, (…) skete det at folk atter begyndte at tale uforståeligt til hinanden, behøvede de kun at afspille Cry’s sidste skrig for at mødes i den dybe menneskelighed som menneskeligheden i grunden er.” (s. 141 l. 28-33 + s. 142 l. 1-3)

I novellen bliver Cry beskrevet som en Jesus-lignende figur. Han giver de døve mulighed for at høre og tager folks smerte på sig ved at skrige den ud.