Indledning
Nationalismen blomstrede tilbage i 1800-tallet, og kan stadig spores i mange værker den dag i dag. Det var især i romantikken, kunstnere mv.
begyndte at vægte det nationale højt, hvorfra man i periode havde en tendens til nærmest at overromantisere verden – især fædrelandet.
Det romantiske præg er specielt tydeligt i kunstværker og digte, hvor man med romantiserende adjektiver og idylliske forestillinger satte fokus på Danmarks flotte natur.
Og de danske værdier blev med stolthed repræsenteret i alt fra digte til malerier. Nationalismen har dermed haft stor indflydelse på kunstners værker, hvilket kan ses i mange af værkerne, hvor fremstillingen af den nationale identitet går igen.
Netop temaet om national identitet og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansk, er det tema, som forekommer bl.a. danske digtere såsom Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen.
Digtene ”Fædrelands Sang” af Adam Oehlenschläger fra 1819 og ”I Danmark er jeg født” af Hans Christian Andersen fra 1850 formår at samle nationen, og således at skabe en forestilling om et fælles fædreland og en national identitet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I første strofe lægger digteren, Oehlenschläger, vægt på den smukke natur, som Danmark besidder, og han præsenterer således den elskværdige side af ”Fædrelandet”, hvilket stemmer godt overens med nationalismen
idet man i denne periode en tendens til at overromantiserer det danske rige, sprog og den danske kultur. Digtets første verselinjer er meget beskrivende for Danmark som land
og han afslutter første strofe med at lave en kobling til Freja, der er kærlighedens gud indenfor den nordiske mytologi. Referencen til Freja synligøres i følgende citat:
”Det hedder gamle Danmark, Og det er Freias Sal.” (strofe 1, l. 6), hvormed Oehlenschläger formår at udtrykke, at ”Fædrelandet” bygger på alt det kærlighedsgudinden symboliserer – nemlig kærlighed og charme med sin smukke natur.
Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.
I digtets sidste strofe, strofe nr. 12, befinder den ikke tilstedeværende fortæller sig den poetiske betegnelse for havet, ”bølgen blå”.
Den idylliske frase om havet forstærker igen den nationalistiske følelse, som Oehlenschläger allerede henviste til i strofe 1 med en reference til kærlighedsgudinden
Freja, i og med at Oehlenschläger med sit velovervejede ordvalg udtrykker en stolthed overfor ”Fædrelandet”.
Skriv et svar