Reisekammeraten

Indledning
H.C. Andersen er berømt over hele verden for sine underholdende og velskrevne eventyr, der tager os med på fantastiske rejser både i indhold og sprog.

Andersens brug af sprog fører os ofte tilbage til vores barndom, hvor alt var enkelt og let. Reisekammeraten, skrevet i 1835, er bestemt ikke en undtagelse.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Syntaksen, altså sætningsopbygningen, består af mange parataktiske sætninger. Disse sætninger er sideordnede, altså helsætninger, der er adskilt af mellemrum.

Et eksempel ses allerede i starten af eventyret, hvor der står: "Han lå på sine Knæ foran Sengen og kyssede den døde Faders Hånd, græd så mange salte Tårer, men til sidst lukkede hans Øjne sig og han sov ind med Hovedet på den hårde Sengefjæl" (s. 36, ll. 10-13).

I et folkeeventyrs syntaks er sætningsstrukturen typisk præget af asyndetiske sætninger, men det gør sig dog ikke gældende i Reisekammeraten - faktisk kan jeg kun finde et eksempel: "men Johannes mente, det gik nok godt, børstede sine Sko og sin Kjole, vaskede Ansigt og Hænder, kæmmede sit smukke, gule Hår" (s. 47, ll. 5-7).

Normalt er folkeeventyrene fyldt med disse forkortede sætninger, som skaber dynamik og hurtig progression i historien.

Sproget i Reisekammeraten indeholder også specifikke stilfigurer. Andersen gør generelt brug af mange hyperbler, som er overdrevne udsagn.

Dette ses for eksempel, når Johannes drømmer om den smukke prinsesse: "Hun er den dejligste i hele Verden" (s. 36, l. 31), og også når han skal beskrive, hvor ulykkelig Johannes er: "nu havde han slet ingen i hele Verden" (s. 36, l. 24).

Derudover anvender han også mange sammenligninger og beskrivelser, der let kunne stamme fra et barns verden.

De billeder, Andersen skaber, er utroligt almindelige, og for eksempel beskriver han det danske landskab på en skabelonagtig måde - men stadig på en smuk og harmonisk måde: "Det grønne Græs med de små røde og hvide Blomster var Gulvtæppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhække var Blomsterbuketter, og som Vandfad havde han hele Åen med det klare, friske vand" (s. 38, ll. 40-43).

Andersens beskrivelser minder lidt om en associationsleg, som man legede, da man var lille. Hvis jeg siger "grøn", tænker du hurtigt på græs.

Og hvis jeg siger "blå", er jeg sikker på, at noget af det første, du kommer i tanke om, er vand. Igen er Andersens sprog præget af meget enkle beskrivelser, som eksisterer i børns opfattelse af virkeligheden.