Plasticsolen | Analyse

Indledning
Vi lever i et sygt, døende og forurenet samfund. Børnene er blinde og uden fremtid, de voksne har givet op og har underkastet sig en indholdsløs og overfladisk verden.

De unge er under et enormt pres og med i et livsfarligt projekt om at redde verden. Dette øjebliksbillede bliver beskrevet i Michaels Strunges digt ”Plasticsolen,” som er en del af hans digtsamling fra 1981:

”Vi folder drømmens faner ud.” Digtet er en kritik af det danske samfund, og alt det teknologiens udvikling fører med sig.

Det sætter fokus på, hvordan vi som befolkning forurener og ødelægger naturen og hvilken forfærdelig udvikling, vi udsætter os selv og hinanden for.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Der er ingen personer i ”Plasticsolen,” med undtagelse af én enkeltperson. Man kan i stedet dele ”personerne” op i tre generationer; børnene, de unge og de voksne.

De ”blinde børn” (vers 1) indikerer, at børnene er uvidende og dermed er de blinde, siden de er født ind i en ødelagt verden, hvor de ikke direkte er årsag til problemet.

Sammen med ”Gaderne er fyldt med blinde børn” (vers 1) hører vi også at ”Plasticsolen (...) blinder indbyggerne.” (vers 12-13). Denne blindhed viser, at børnene er vision løse og uvidende om, hvilken negativ udvikling der sker omkring dem.

Da miljøet allerede er ødelagt, har de intet håb forude. De unge er repræsenteret med den unge mand som går på en udspændt line (vers 7-8), og det er de unges livsfarlige projekt at redde den ødelagte verden, som de voksne har skabt.

Her bliver den udspændte line et symbol på, hvilket pres den unge generation er under, da ansvaret for at redde miljøet ligger på dem. De voksne er foran Tv-skærmene og bidrager ikke til at redde den dårlige udvikling, som de er på vej ind i.

”(...) byens tomme kranium:” (vers 2) er en kritik af befolkningen, hermed også de voksne, da det indikerer, at befolkningen ikke tænker, siden de ikke prøver at redde naturen og bliver ved med at forurene og vende det blinde øje til.

Hele digtet igennem, sætter Strunge det naturlige og det menneskeskabte i kontrast til hinanden. Her er titlen ”Plasticsolen” et godt eksempel. ”Plastic” symboliserer noget kunstigt og uægte.

Det er et billigt og kunstigt materiale, og forbindes med noget negativt, hvorimod ”solen” forbindes med lys og glæde og giver varme til livet.