Indledning
Skygger er noget som altid forfølger mennesket og noget som man aldrig kan slippe af med. Det kan derfor siges at ens skygge nærmest er en del af en selv.

I digtet ”Paa Sneen” fremstår skyggen også som en del af fortælleren, men dog ikke på samme måde som man normalt er vandt til.

Her er skyggen meget mere end et mørkt område forsaget af blokeringen af en lyskilde. Skyggen er her drevet af ens undertrykte længsler som forsøger at slippe ud.

I Emil Aarestrups digt ”Paa Sneen” udgivet i 1838 som en del af digtsamlingen ”digte” mødes et jeg hvis skygge gennemgår en særdeles erotisk sammensmeltning med en passerende kvinde.

Uddrag
Fra strofe 3 til 6 i digtet klargøres det, at digtets ”dig” er en kvinde. Dette er tydeligt ud fra beskrivelsen af du’ets påklædning i strofe 3, med bemærkelsen af muffen og den glatte silke.

Derudover bliver kvinden også beskrevet med flere positive adjektiver som dermed gør det klart for læseren at hun er meget smuk. Her bliver muffen f.eks. beskrevet som lykkelig, mens en sølvsky bliver en metafor for hendes åndedrat.

Ud over dette bliver der i strofe 5 også fokuseret på kvindens skygge som der i strofe 6 vises at blive forfulgt af ”En anden ved dens Side.”. Dette kan anses for at være jegets skygge.

I strofe 7 og 8 flyttes fokusset til jegets skygge. Her virker det til, at jeget har indhentet kvinden, da jegets skygge ”skyndte sig utroligt” og aldrig havde været ”Saa langstrakt og urolig.”.

Til sidst beskrives der her i strofe 8 hvordan jegets og kvindens skygge lader sig blande. Denne erotiske sammensmeltning mellem skyggerne fortsættes i strofe 9 og 10 og her bliver erotikken særligt tydelig i strofe 10 når lyset falder på skyggerne igen.

Digtets indre komposition gør altså, at spændingen konstant stiger. Samtidigt er digtets konstante følelse af uro og hast med til at intensivere spændingen.

Slutningen af digtet ender derfor også i et klimaks, som dog stadig er fortrængt for jeget, idet det kun er jegets skygge som smelter sammen med kvindens og ikke jeget selv.

Emil Aarestrups digt ”Paa Sneen” gør brug af meget billedsprog, heriblandt særligt besjælinger. Helt centralt er dette besjælingen af kvinden og jegets skygger, som fremstilles som levende med deres egne liv.

Besjælingen af skyggerne begynder i strofe 7, hvor jegets skygge virker fraskilt fra jeget ” Det var min egen Skygge! Den skyndte sig utrolig”.

Dernæst ses det også i strofe 8 vers 4 og 5, at det er skyggen der handler og ikke jeget selv ” Sit eget sorte Væsen Med dit sig kjælent blande.

”. Udover besjælingen af skyggerne fremgår der også andre besjælinger i digtet. I strofe 3 bliver muffen beskrevet som lykkelig mens silken beskrives som skrigende.

Derudover beskrives sneen som syngene i strofe 5. Disse besjælinger har til virkning at gøre digtet mere levende. Uden dem, ville begivenheden som digtet beskriver virke udramatisk.